
Af Preben Etwil, Birkevej 32 B, Birkerød
Det er langt fra lystlæsning, når to folketingspolitikere diskuterer fælles uvidenhed i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 21. november. Til gengæld er det glædeligt at se, at både borgmester og politimester bevarer ro og overblik. Baggrunden er de unges utrygskabende adfærd omkring Birkerød Bibliotek.
Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti er bare ude i et sædvanligt politisk raid mod de fremmede - især unge arabiske uromagere. Justitsminister Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet, der kun kender sagen fra Messerschmidt, er ude i et forsvar af en række påtænkte bandeopstramninger på det juridiske område.
Fælles for de to er, at de ikke kender de faktiske forhold i den nuværende sag, men løber med en halv vind omkring en episode, der snart er tre år gammel. Ikke så mærkeligt, da ingen af dem hverken bor eller kommer jævnligt i kommunen. Deres viden stammer fra anden og tredjehånds beretninger, godt hjulpet af en presse, der ikke orker at researche sagen på ordentlig vis. Ingen nævnt ingen glemt.
Derfor må man især bøje sin hat for borgmester Jens Ive (V), der forsøger at banke lidt faktuel viden ind i hovederne på de to folketingsmænd.
Fakta er, at adfærden fra de unge endnu ikke er acceptabel, men intet tyder på at situationen udvikler sig til det værre. Tvært imod - og der ER igangsat en række initiativer, der skal være mere tryghedsskabende.
Problemerne omkring Birkerød bibliotek er lokale, og de eneste myndigheder, der kan løse dem, er også lokale - naturligvis godt hjulpet af politiet.
Det forhold at problemet er lokalt, har især udfordret Dansk Folkeparti, der som bekendt ikke har nogen repræsentation i Byrådet. De vælger derfor at rejse sagen som et landspolitisk indvandrerproblem, hvilket det ikke er.
Så rådet til Dansk Folkeparti i Rudersdal er: Bland jer uden om, og lad være med at hente ballademagere udefra.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her