15. april 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Bestanden af husdyr skal være mindre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Bestanden af husdyr skal være mindre
Debat Odsherred - 23. marts 2021 kl. 08:54
Af Ole Busck, Mosevangen 3, Abildøre

Dejligt at læse et velargumenteret indlæg fra en landmand, Kaare Larsen, i Nordvestnyt 16/3. Jeg er langtfra enig i hans synspunkter, men anerkender seriøsiteten. Kaare slår et slag for Conservation Agriculture (CA), hvor jordens frugtbarhed og kulstofbinding forøges, når der ikke pløjes, men plantedækkes året rundt og veksles mellem afgrøder. Det er en rigtig god idé. Men hans »nødråb« om at en klimaafgift vil massakrere dansk landbrug kalder på et modsvar.

En ting er, at jo mere landmænd overgår til CA des mindre afgift vil de jo så skulle betale. Noget andet er, at det er os som borgere og skattebetalere, der nationalt og gennem EU opretholder den nuværende landbrugsproduktion med seks-syv mia. kr. om året.

For de penge bør vi da kunne få et erhverv, der ikke slider mere på klimaet, biodiversiteten og i stigende, foruroligende grad også folkesundheden end nogen anden sektor. Påstanden om at den højeffektive kødproduktion er nødvendig for at undgå sult i verden er noget sludder. Der er ifølge FAO føde nok globalt, problemet er den skæve fordeling. Og danske producenters kunder er langt fra de fattige i verden, det er middelklassen i primært Kina.

Kødproduktionen lægger beslag på enorme naturområder ude og hjemme til foder og græsningsarealer. Det betyder ikke blot, at den jord de fattige kunne dyrke planteafgrøder på konstant formindskes, men også at skoven med dens enorme betydning for klima og biodiversitet forsvinder.

Vild natur på retur
Det er blandt virologer anerkendt, at den nuværende pandemi skyldes, at den vilde natur, der er hjemsted for flagermus og andre væsener med risikable virus, er stærkt på retur. Man kan heller ikke udelukke, at svinefabrikkerne kan danne basis for en pandemi af influenza A-typen. Risikoen for folkesundheden, hvortil også udviklingen af multiresistente bakterier i svinefarme hører, er hovedårsagen til, at Holland har iværksat et afviklingsprogram for svineproduktionen.

De danske kødproducenter har selv gennem deres organisationers årelange kamp for en strukturudvikling til gavn for de mest industrialiserede brugs højeffektive udbud af prisbilligt kød på verdensmarkedet lagt grunden til miseren. Men politikerne har jo ladet det ske, og derfor skal de selvfølgelig kompenseres for at afvikle hele eller dele af produktionen. Og jeg vil som skatteyder da meget, meget hellere betale for at lette overgangen til planteproduktion, skaffe nye, gerne grønne, job til dem, der bliver overflødiggjort, og også gerne betale højere priser for dansk kød, som er produceret på bæredygtig vis.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?