I Sjællandske d. 31. august undrer Enhedslisten sig over, at byrådet ikke ville tilslutte sig deres forslag til ændringer i den netop vedtagne Kommuneplanstategi. Men som det blev sagt på Byrådsmødet forleden, så handler det om processen.
Byrådet har gennem snart halvandet år arbejdet med Kommuneplanstrategien, der er den overordnede strategi for selve Kommuneplanen, som lovgivningen tilsiger skal udarbejdes inden udgangen af denne byrådsperiode.
Enhedslisten har været med i hele processen på lige fod med alle andre partier. Man har kunnet byde ind med forslag til teksten indtil d. 23. april, hvor et samlet Byråd - inklusiv Enhedslisten - sendte Kommuneplanstrategien i høring i 8 uger.
Nu mener Enhedslisten så, at de - på lige fod med borgerne - kan indsende og få indarbejdet et høringssvar til den tekst, som de selv tidligere på året - som politikere - har godkendt. Den profilering de herved kan få - ved at distancere sig fra resten af Byrådet med nogle nye forslag, (hvoraf en del allerede indgår i strartegiteksten - bare med lidt andre ord) - kan tilsyneladende godt opveje, at man løber fra sit ansvar for en tidligere fælles beslutning taget i Byrådssalen.
Enhedslisten har - via sine byrådsmedlemmer - haft mulighed for - på demokratisk vis - at påvirke forslaget til Kommuneplanstrategien. Men ligesom andre partier - har heller ikke Ø kunnet få alle sine forslag igennem. I en sådan politisk proces må der indgås kompromiser, hvilket naturligvis kan være svært at acceptere. Ø´s høringssvar kan derfor ses som et forsøg på at få noget igennem ad bagvejen.
Selv stemte jeg nej til Enhedslistens nye forslag, fordi jeg frygtede, at tekstændringer i dette omfang ville udløse en ny 8 ugers høringsfrist. Det ville forhale processen, og det mener jeg ikke er rimeligt så sent i forløbet.
Enhedslistens forslag hører mere hjemme i selve Kommuneplanen, hvor visionerne fra Kommuneplanstrategien gerne skulle udmøntes i forslag til konkrete tiltag inden for de valgte indsatsområder.
Med den entusiasme som Enhedslisten her har vist, lover det derfor godt for det kommende arbejde med den nye Kommuneplan, som jeg glæder mig til, at vi i fællesskab skal arbejde med.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her