
To socialdemokratiske byrådsmedlemmer angriber voldsomt kommunens skoleledere i avisen mandag. Det er helt urimelig, idet skolelederne alene har gjort brug af en dispensationsmulighed, som Jørgen Christiansen og Per Sørensen selv har givet dem.
De to byrådsmedlemmer skriver, at Børne- og Skoleudvalget 1. februar enstemmigt besluttede, at eleverne fra 5. til 9. klasse skulle have nedsat timetallet til fem lektioner under hjemmeundervisningen, det er korrekt. Men så angriber de med stærke ord skoleledernes for dagen efter, at omgøre politikernes beslutning vedrørende 9. klasserne, så disse skulle fortsætte med fuldt timetal. Dette er ikke korrekt, idet udvalget selv havde givet skolerne denne dispensationsmulighed.
At de to byrådsmedlemmer undlader at oplyse om denne dispensationsmulighed er ikke fair overfor læserne og skolelederne. Enhver kan gå ind og læse referatet af udvalgets møde 1. februar. Der står, efter at udvalget har tilsluttet sig, at 5. til 9. klasse skal have fem lektioner: »Den enkelte skole kan i konkrete tilfælde dispensere for ovenstående«.
Dette er underskrevet af Jørgen Christiansen og Per Sørensen. Det var nøjagtigt den dispensation, skolelederne gjorde brug af vedrørende eksamensklasserne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her