
I Sjællandske d. 19. november stilles der spørgsmålstegn ved, om jeg vil forsvare eventuelle grundlovsstridigheder. Et læserbrev som egentlig fint kunne besvares med ét enkelt ord: Nej.
Hvad der dog særligt forekommer mig trist i det læserbrev, er sådan set ikke at skulle besvare det spørgsmål - det er enkelt nok - men nærmere at være vidne til en så ringe evne (eller vilje) til at holde pærer og bananer adskilt.
Når der nu så fint i læserbrevet står, at »debatten skal frem i lyset«, så skal det vel også frem i lyset, at det, jeg rent faktisk svarer på i den nævnte debat, er, at hvis det er udemokratisk at stemme ting igennem på fløjene, så skal man som højrefløj være opmærksom på, hvor mange velfærdskroner man ofrede i 00'erne for at give skattelettelser til de rigeste.
Et efterslæb, som vi endnu ikke har kunne hente, og som har haft så store betydninger for vores mulighed for at lave god velfærd for dem, vi så fint ønsker at prioritere: Børnene, skolerne, de ældre, handicapområdet, de socialt udsatte (etc.).
Hvad der også er rigtig trist er at se dele af højrefløjen slå ring om den dårlige debattone - det tegner skidt for den kommende valgkamp.
Når Githa Nelander skriver i sit opslag: »Hvor længe skal den totalitære og magtliderlige leder have lov til at smadre Danmark?«. Og den konservative borgmesterkandidat bruger udtryk som »ideologisk korstog« og »nikkedukkeforsvar«, så tages debatten ned på et niveau, der ikke er den offentlige debat værdigt.
Derfor vil jeg slutte mit svar på læserbrevet med en bøn om, at også højrefløjen respekterer den gode og respektfulde tone.
Måske havde det været lettere at fange indholdet i min kommentar, hvis fokus havde været på bolden og ikke på manden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her