
I Sjællandske den 20. januar har de radikale byrådsmedlemmer Lars Hoppe Søe og Klaus Eusebius Jakobsen i sektion 1 på side 5 et læserbrev, hvori de gentager Det Radikale Venstres mangeårige udsagn om, at Næstved Havn ikke er rentabel og, at de gerne ser en spændende byudvikling på områderne ved havnekajen.
Som før ser Det Radikale Venstre udelukkende havnen som en forretning. Det er alt for snævert. Havnens status som forretning er for Næstved som by en subsidiær ting. Langt vigtigere er det, at havnen er en del af byens infrastruktur. Ses en motorvejsforbindelse fra Rønnede til Næstved med de samme øjne, som Det Radikale Venstre ser havnen, kan enhver tanke om en sådan forbindelse til eksempel omgående skrottes. Før Det Radikale Venstres mangeårige drøm om en spændende byudvikling på områderne ved havnekajen forsøges realiseret, bør drømmen udsættes for et virkelighedstjek. Et sådant tjek kan meget vel vise, at store dele af drømmen kun er en drøm.
Et godt problem er, hvad der ved en afvikling af Næstved som hjemsted for en erhvervshavn skal ske med Vestre Havnebassin, Svajebassinet, Kanalen, Sejlrenden og Karrebæksminde Havn. Det problem har Det Radikale Venstre foreløbigt forsømt at forholde sig til og det uagtet, at det meget vel kan vise sig, at løsningen på problemet bliver en ret så dyr omgang for skatteyderne i Næstved.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her