
Når man nærlæser budgetaftalen, der blev indgået af alle byrådets partier den 16. september, er der grund til optimisme. Flere steder i aftalen fokuseres der på løft af skoleområdet og på fritidsområdet.
Jeg håber, at politikerne i den efterfølgende udmøntning vil prioritere et løft af støtten til Næstveds mange frivillige foreninger på idrætsområdet og et yderligere fokus på Åben-skole-indsatsen. I min optik er det en sikker investering - for støtte til ildsjælene i Foreningsdanmark er nok den investering, der krone for krone giver mest sundheds- og socialpolitik for pengene på både kort og langt sigt.
Det er, hvad man i investeringsverdenen ville kalde en gearet investering - en investering, hvor hver krone der investeres bliver forstærket af de ressourcer, som de frivillige kræfter lægger i foreningslivet. Man får slet og ret mere effekt af investeringen, end de investerede midler i sig selv burde give. Og med den vigtige tilføjelse, at det er en investering helt uden risiko.
Idrætsforeningerne i Næstved og de mange frivillige ildsjæle løfter i det daglige en stor og meget vigtig opgave. De er nemlig med til at aktivere børn og unge ikke bare fysisk - men de giver dem også et indblik i Foreningsdanmarks grundlæggende værdier om demokrati og fællesskab.
Derfor håber jeg, at både Kultur- og Demokratiudvalget og Børne- og skoleudvalget vil kigge i retning af Næstved idrætsforeninger, når de konkrete rammer for kommunens drift i 2021 og 2022 skal udmøntes med udgangspunkt i budgetaftalen.
Med flere midler til og større fokus på "Åben skole"-samarbejdet mellem foreninger og skoler, kan børn- og unges deltagelse i foreningslivet hjælpes på vej. Og med øget støtte til det kolossale arbejde, som de frivillige ildsjæle lægger i foreningerne, ja så kan man bane vejen for, at endnu flere børn og unge kommer til at deltage aktivt i foreningslivet.
Jeg er sikker på, at det vil være midler, der med Foreningsdanmark som katalysator, vil give ufattelig meget sundheds- og socialpolitik for pengene - og det vil derudover helt sikkert give glade og aktive børn med røde kinder, sved på panden og en lidt lettere hverdag for de fantastiske ildsjæle i foreningerne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her