Lejre: Når vi tager et tilbageblik på året som er gået, kan vi glæde os over, at det går godt i Danmark. Der bliver skabt private arbejdspladser, antallet af offentligt forsørgede falder og beskæftigelsen stiger. Med andre ord vi er på vej ind i en højkonjunktur.
Det skal vi i 2018 udnytte i Lejre.
Vi skal have del i væksten med nye arbejdspladser, som hidtil er gået til vores nabokommuner. Vi skal have del i de offentlige udflytninger som regeringen prioriterer så højt. Hidtil er de gået til Roskilde og Holbæk. Lejre er blevet forbigået. Men det må være muligt at tiltrække kulturelle institutioners udflytning, med det image vi har som kulturområde. Vi har Sagnlandet, Nationalpark Skjoldungernes Land og Ledreborg Slot, så der er alt mulig grund til, at kulturelle institutioner udflyttes til os. Vi skal udnytte de muligheder der fremover ligger i "modurbanisering", udflytning fra by til land, en tendens der i øjeblikket kun er på begynderstadiet.
Men det kræver, at vi får forbedret vores erhvervsvenlighed væsentligt og prøver at leve op til idealerne i "Vores Sted". Vi skal udvikle og nytænke vores 49 landsbyer og være åbne for nye boformer, give mulighed for udvikling af nye erhvervs- og
boligområder, alt sammen i respekt for omgivelserne og i harmoni med det faktum, at landbrugserhvervet stadig er en synlig del af Lejres DNA.
Sidst men ikke mindst skal vi sørge for, at kommunen ikke kun er en forvalter, der ser begrænsninger, men en partner som ser muligheder for kommunens indbyggere.
Det er noget den nye kommunalbestyrelse skal tage sig af og prioritere højt i det nye år.
Rigtig godt Nytår til alle.
Lars Kimer Mortensen Ordrup
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her