25. april 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den danske model straffer de forkerte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den danske model straffer de forkerte
Debat Midtsjællands Folkeblad - 20. marts 2018 kl. 09:28
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Claus Munk-Rasmussen, regionsformand for Krifa i Midt- og Vestsjælland

Det kræver mod at foreslå en modernisering af den danske model. Ikke mindst i denne tid, hvor vi aktuelt kan stå over for en storkonflikt, der vil omfatte store dele af arbejdsmarkedet. Men ikke desto mindre, er den aktuelle situation for mig at se en oplagt mulighed for at diskutere modellen. Jeg anerkender selvfølgelig de resultater, som den traditionelle fagbevægelse har opnået gennem mere end 100 år og anerkender også, at den danske forhandlingsmodel har haft sin berettigelse.

Men når det kommer til konflikt på det offentlige arbejdsmarked, bliver det helt tydeligt, at den danske model er skabt til det private arbejdsmarked. Modellen fungerer ikke hensigtsmæssigt inden for det offentlige arbejdsmarked, som er politisk styret, og hvor arbejdsgiveren har en dobbeltrolle, som både forhandlingspart og myndighed.

Privat virksomhed
Hvis medarbejderne på en privat virksomhed nedlægger arbejdet, er det arbejdsgiveren, der rammes direkte på pengepungen. Arbejdsgiveren har ikke nogen til at udføre opgaverne, og kunderne får ikke deres varer eller tjenesteydelse. Det er til at forstå.

Helt anderledes ser det ud, når der er konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Uanset om der er tale om strejke eller lockout, så sparer arbejdsgiverne penge på lønudgifter samtidig med, at de fortsat får indtægter i form af eksempelvis skatteindbetalinger.

Det går ikke ud over arbejdsgiveren

Det er jo ellers en helt grundlæggende præmis i en faglig konflikt, at begge parter presses. Men når konflikten udspiller sig på det offentlige arbejdsmarked, så tjener arbejdsgiveren ligefrem på konflikten. Det er kort sagt ikke arbejdsgiveren, man straffer, når der iværksættes strejke eller lockout i den offentlige sektor. Til gengæld går det ud over børn, gamle og syge for hver eneste dag, velfærdssamfundets kernetropper ikke arbejder.

Jeg appellerer til, at man kigger den danske model efter i sømmene og overvejer, om det er hensigtsmæssigt, at offentlige arbejdsgivere fortsat - med hele statskassen i ryggen - skal kunne lockoute skolelærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Det er en ulige kamp.

Claus Munk-Rasmussen, regionsformand for Krifa i Midt- og Vestsjælland