
Af Børge Frost Iwersen, Thomas von Jessen, Bjørn Hansen og Jesper Tvilde, grundejerforeningerne Brønsholmgaard, Thorshøj, Solkvarteret og Nivå:
At generende trafikstøj er skadeligt for helbredet, er lige så sikkert som amen i kirken.
Miljø- og fødevareministeriet slår på deres hjemmeside fast, at trafikstøj medfører en stigning i både blodpropper og diabetes. Det anslås at trafikstøj i Vesteuropa årligt koster op mod 1.000.000 sunde leveår.
Vi er en stor gruppe borgere fra 4 grundejerforeninger: Brønsholmgaard, Thorshøj (Nivåbakke), Solkvarteret og Nivå Park syd (kongekvarteret i Nivå), som er gået sammen med henblik på at bede byrådet om at lave en støjmåling langs motorvejen ved Ådalen i Nivå. Målet er at undersøge det reelle støjniveau. Vi har oplevet en stigende støjgene de sidste 5-10 år og støjgenerne fra motorvejen er et tilbagevende punkt på vores generalforsamlinger.
Spørgsmålet om hvornår trafikstøj er generende har altid været til diskussion. Nogle beboere føler sig alvorligt generet, hvor imod naboen ikke er forstyrret af støj. Officielt benyttes en grænse på 58db i Danmark. Ved den grænse er 10% af beboerne stærkt generet af trafikstøj. Uafhængigt af hinanden har WHO og dansk forskning de seneste år nået frem til at grænsen for støj fra motorveje bør sættes til 52db.
I Fredensborg Kommune er borgere i Kokkedal og Nivå generet af trafikstøj fra motorvejen. Specielt langs Ådalen i Nivå, hvor motorvejen ligger over terræn er støjgenerne de voldsomste i kommunen.
Ifølge Miljøministeriets støjkort viser den seneste modelberegning fra 2017 at en stor del af husene langs motorveje i både Nivå og Kokkedal ligger i zone op til 60db. Men ingen ved reelt hvor meget motorvejen larmer, idet støjkortet er lavet på baggrund af en model og ikke på baggrund af en virkelige måling.
Politikerne i Fredensborg Kommune tager heldigvis vejstøj alvorligt. Således er der afsat midler til at afdække støjgener fra vejstøj i budgettet 2020. Vi håber at byrådet afsætter en del af midlerne til at måle det virkelige støjniveau langs motorvejen i Nivå. Vi er mange, der mener at Miljøministeriets model ikke svarer overens med de støjgener, som vi oplever dagligt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her