9. april 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Svar til Klaus Hækkerup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Svar til Klaus Hækkerup
Debat Lokalavisen Frederikssund - 27. marts 2020 kl. 10:57
Af John Schmidt Andersen (V),borgmester, Frederikssund Kommune
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I et debatindlæg d. 21. marts beskyldes jeg for at dække over fejl og forsømmelighed i forvaltningen og for at chikanere et byrådsmedlem. Vi i Byrådet er forpligtet til at sikre, at kommunen handler i overensstemmelse med god forvaltningsskik og gældende lovgivning. Vi tilstræber størst mulig åbenhed og overholder de regler og principper, som hører til et demokratisk system. Derfor tager jeg disse beskyldninger meget alvorligt.

Som bekendt har der været en tvist mellem Frederikssund Kommune og entreprenøren vedrørende forsinkelsen af byggeriet af svømmehallen. Denne tvist blev afsluttet i december 2019 med indgåelsen af et forlig, som vi i Byrådet godkendte i januar.

Kort efter søgte de lokale aviser aktindsigt i forligsaftalen. Ved aktindsigt i en sag som denne, er det helt sædvanligt at høre entreprenøren først. Entreprenøren svarede, at de var i forhandlinger med underentreprenører og at visse oplysninger i forligsaftalen derfor kunne skade dem økonomisk. Kommunen gav herefter delvis aktindsigt i forligsaftalen.

Der har ikke fra hverken min eller forvaltningens side været ønske om at tilbageholde oplysninger for borgere og presse om den indgåede forligsaftale. Men vi kan ikke se stort på lovgivning og undlade at følge gældende procedurer.

Når sager er lukkede, er det fordi, der indgår fortrolige oplysninger, som for eksempel kan skade en forhandlingssituation. Byrådsmedlemmer har tavshedspligt i forhold til disse sager. Pelle Andersen-Harrild spurgte rigtignok, om han måtte offentliggøre tallene, men fik at vide, at der var en høring af entreprenøren i gang. Han blev bedt om at vente med at udtale sig, til aktindsigten var afgjort. Det valgte han at se bort fra.

Det er ikke korrekt, at der blev givet 13 millioner kr. til entreprenøren, som Klaus Hækkerup skriver. Der blev givet en bevilling på 15 millioner kr., hvoraf 13 millioner kr. var til afledte udgifter ved voldgiftssagen, og blandt andet skulle dække udgifter til ekstra bygherrerådgivning og advokatbistand. Forligsbeløbet til entreprenøren er altså del af, men ikke alle 13 millioner kr.

Klaus Hækkerup spørger, hvilke praktiske forhold kommunen ikke havde forudset, da man besluttede projektet. Der er tale om en række tekniske forhold, hvoraf nogle har at gøre med myndighedstilladelserne, og andre med konkrete forhold i forbindelse med at opstarte byggepladsen. Der var blandt andet nogle væsentlige miljøforhold, der skulle afklares, før byggetilladelserne kunne gives.

Klaus Hækkerup spørger også, hvordan kommunens byggetilladelse kan blive forsinket, når kommunen selv er bygherre. Byggeriet af svømmehallen blev udbudt som en totalentreprise, hvilket betyder, at det er totalentreprenørens opgave at søge om byggetilladelser. Tilladelser gives af kommunens byggesagsafdeling, som behandler alle sager ens, og det gør ingen forskel, om det er privat eller offentligt byggeri.

I udbudsmaterialet var afsat et tidsrum til at indhente byggetilladelse. Det viste sig, at den afsatte tid var for kort. Kommunen vil tage ved lære af dette og fremover afsætte mere tid til indhentning af tilladelser.

Nu er voldgiftssagen heldigvis slut, og vi har meget snart en ny svømmehal. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over de forsinkelser og merudgifter, der har været, men jeg er samtidig stolt af, at borgerne i Frederikssund Kommune snart får en flot svømmehal af højeste kvalitet.