
"Byrådet må være af den opfattelse at liv kommer af flere boliger, men Ølstykke er en pendlerby, så flere boliger vil ikke skabe mere liv i sig selv, skriver Johan Hahn i dette læserbrev
Lad mig være den første til at sige, at tankerne og visionerne for de nye boliger på Toftehøjgrunden er spændende, og arkitektonisk tror jeg, at hele holdet bag vil sikre, at boligerne kommer til at passe ind i det landskab, som vi i dag kender som Toftehøjskolen.
Men når byggeriet går i gang om 2 år, vil det samtidig betyde, at langt hovedparten af indbyggerne i Ølstykke ikke har nogen grund til at komme i Ølstykke midtby. Væk er foreningslivet lige i baghaven, væk er forældrene, som skulle hente deres børn på Toftehøjskolen og naturligt var i området omkring midtbyen.
Byrådet må være af den opfattelse at liv kommer af flere boliger, men Ølstykke er en pendlerby, så flere boliger vil ikke skabe mere liv i sig selv, blot flere pendlere, der ofte handler på vej hjem i deres Toyota Hybridbil.
Lad os få et samlingspunkt for alle i Ølstykke
Plushusene, som er valgt til boligerne på Toftehøjgrunden, har som grundtanke, at der skal være fællesskaber blandt de 250+ boliger med fællesspisning og generationer under samme tag. En sund tanke og passer fint ind i tidens ånd, hvor vi forsøger at passe individet og fællesskabet på samme tid.
Men når Egedal Kommune ensidigt vælger, at der skal placeres boliger på grunden, så sikrer de samtidig at al kulturliv og fællesskab flyttes væk fra byen og ud i yderkanten af Ølstykke eller Stenløse. Hvis vores flertal i byrådet reelt mente, at de ville udvikle Ølstykke, kunne de starte med at lave en del af Toftehøjgrunden til et reelt fællesskab for hele Ølstykke.
Her kunne nemt integreres nyt bibliotek, mødesal, mødelokaler m.m., så de lokale foreninger stadig har deres gang i Ølstykke midtby og ikke er forvist til Stenløse, Egedal By eller presses ud i skolerne der ligger i udkanten af Ølstykke. Det er blot at stille kravene til udviklingsselskabet.
Men det kræver jo at Ølstykke midtby bliver kulturelt centrum for Ølstykkes borgere - ikke kun et fællesskab for de 250 familier.
Det virker desværre til, at flertallet i Egedal byråd endnu engang tænker pengene før borgerne i Ølstykke! Dette er på ingen måde udvikling af byen, det er afvikling.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her