9. december 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politisk lederskab i Holbæk Kommune?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politisk lederskab i Holbæk Kommune?
Debat Kalundborg - 23. oktober 2019 kl. 12:28
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Af budgetaftalen for 2020-2023 fremgår det, at »Sportsbyen nu er realiseret til glæde for mange«, men der gås let hen over, at driftsbudgettet sideløbende forøges med 30 procent i resten af aftaletiden - i alt ca. 66 mio. kroner foruden de i forvejen afsatte ca. 11 mio. pr. år. Og så ser vi bort fra, at der stadig henstår ca. 90 mio. kr. til betaling, når entreprenørens mønsterko til den tid er færdigmalket.

Der står også, at man fortsætter samarbejdet med entreprenøren, fordi han skal gøre sit arbejde færdigt for sine egne midler. Nu spørger den undrende offentlighed naturligvis, hvorfor entreprenøren så bare ikke allerede nu har gjort sit arbejde færdigt?

Tjaeh....eftersom borgmester, kommunaldirektør og byråd tier sammenbidt, må vi gætte: Mangler han mon pengene til at opfylde sin del af aftalen?

Fondens egen revision gjorde allerede i foråret 2019 opmærksom på, at »... der er en ikke ubetydelig risiko for, at Fonden har tabt sin kapital.....« og »På nuværende tidspunkt knytter der sig dog væsentlig usikkerhed til udfaldet af de rejste tvister og krav og til muligheden for at dække eventuelle tab for fonden, hvormed der er væsentlig usikkerhed til Fondens mulighed for at fortsætte driften...«.

Er der en sammenhæng mellem de penge, entreprenøren måske mangler nu og de 11 mio., som blev udbetalt for »jordkørsel« for 2½ år siden med en efterbevilling? Var han også i pengenød dengang? Lovede han dengang at huske at gøre alt færdigt efterfølgende? Står han nu og mangler de penge til at gøre sit arbejde færdigt for? Og hvad med de 10 -11 mio., som han skylder i bod?

Jeg må gå ud fra, at kommunens administration for længst har beregnet, hvad det vil koste Holbæk Kommune at erklære entreprenøren konkurs, fyre direktionen og overtage færdiggørelse og drift?

Det bliver sikkert dyrt, men færdiggøres skal sportsbyen naturligvis. Det er borgmesterens pligt, og det skal hun ikke klandres for.

Og ja - det er sikkert dyre lærepenge at betale for ikke at have en kommunal administration, der er opgaven voksen at være partner i et OPP-projekt.

Da hele administrationen stadig sidder i deres stole, har borgmesteren og byrådet naturligvis fuld tillid til den. »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, sagde en statsminister engang. For han havde tillid til sin minister...

Der efterlyses politisk lederskab i Holbæk Kommune.

Bent Brandt
Ahlgade 58 B
Holbæk