Finanslov
Af Stén Knuth, MF (V) Sjællands Storkreds
Netop hjemkommet fra et super landsmøde med rørende takketaler til og fra Lars Løkke og Kristian Jensen, rammer hverdagen os igen. Finanslovsforhandlinger.
Venstre er ikke inviteret med. Det bliver en finanslov hvilende på Enhedslistens stemmer, og derfor også ræverød og dyr for danskerne og virksomhederne. Sådan er demokratiet, det har vælgerne valgt.
I Venstre har vi fremsat vores forslag. Vi synes, der er en anden vej. Et både seriøst et, men vigtigere, også et forslag som ikke vil fordyre danskernes hverdag, og ej heller kaste små og mellemstore virksomheder ud i en usikker tid.
Venstres forslag er uden nedlæggelse af bredbåndspuljen, uden reduktion på fri- og efterskolerne, uden tre-dobling af bo og arveafgiften, uden fordyrelse af at have medarbejdere på kanten af arbejdsmarked tilknyttet, og uden, og det er specielt jeg glad for, 2 procents besparelser på hele kulturområdet.
Til gengæld sætter vi yderligere 500 mio. kr. af ift. regeringens forslag til den grønne omstilling, og håber snarligt at komme i gang med forhandlingerne om indsatser, der skal sikre, at Danmark fortsat er foregangsland ift. den grønne omstilling.
Venstres forslag sikrer sammenhæng i Danmark med lige muligheder for vækst i hele landet. Vi gør det ikke dyrere for borgerne og virksomhederne, og vi øger incitamentet til, at det kan betale sig at gå på arbejde.
Da vi ikke er inviteret med, sætter Venstre vores lid til et andet Venstre, nemlig det Radikale Venstre som på mange stræk fører en ansvarlig økonomisk politik, til gavn for Danmark.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her