18. september 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stop svinefabrikkerne nu!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stop svinefabrikkerne nu!
Debat Holbæk - 19. december 2019 kl. 08:48
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
I Nordvestnyt den 7. december omtales en udvidelse af en svineindustri i Gislinge. Endnu en udvidelse i den lange række af udvidelser, som er foretaget over hele landet, og også i Holbæk Kommune. I denne ansøgning, som i alle de andre, er indsat en passus omhandlende et »0-alternativ« for vedkommende svineindustri. En klokkeklar politisk vurdering, som falder helt udenfor ansøgningernes øvrige opremsning af tekniske udregninger og tal i kolonner.

Politiske vurderinger bør ikke høre til i en teknisk ansøgning skrevet af kommunale embedsmænd. Den politiske vurdering bør foretages af de valgte politikere, som skal vælge den retning vores samfund skal udvikle sig i. Og gør de så det?

Hovedformålet med landbrugspakken fra 2015 er ifølge loven selv at give landbrugerne friere hænder og fjerne kommunernes mulighed for at sætte begrænsninger for erhvervet. Frivillige aftaler og landbrugernes ofte påståede ønske om selv at kunne tage vare på naturen, skulle sørge for at det hele ikke løb løbsk.Det var naivt at tro på.

Og nu snart fem år efter pakkens vedtagelse dukker resultaterne op. Mere kvælstof udvaskes til vandmiljøet. I grundvandet findes flere pesticider. Luften fyldes med mere ammoniak og lugt. Miljøet bliver stadig mere fattigt på biodiversitet blandt fugle, insekter og planter.

Politikerne har bøjet sig totalt for landbrugets ønsker. Det skal blot accepteres at der »kontinuerligt bliver færre, men større landbrug.«

Ordet landbrug er selv i erhvervets egne udtalelser ændret til »produktionsanlægget«. Og »produceret enhed« (læs: dyr). Det moderne stor-landbrug er blevet industri. Vil vi have industri i det åbne land? Svinefabrikkerne producerer nu 33 millioner svin om året. Vi spiser kun 10 procent selv. Men affaldet og forureningen fra de 100 procent må vores natur og vi selv lide med.

80 procent af vores dyrkede jord bruges til foder til dyr. Og dertil henter vi soja fra den anden side af kloden. Er det det vi vil? Skal vi fortsat have mere af det samme? Skal agroindustrien fortsætte den negative spiral for biodiversitet og miljø? Svaret er Nej. Stop svinefabrikkerne nu. Al forskning og videnskab er nu enige om at det er en dødsspiral, vi er inde i. Vi forventer handling fra vores folkevalgte.

Keld Hansen
Løserupvej 57
Tuse Næs

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?