Af Solveig Krogh Christiansen, kredsformand i CP Danmark - Nordvestsjælland
Kvinder med cerebral parese (spastisk lammelse) deltager væsentligt mindre i screeningsundersøgelserne for livmoderhalskræft end kvinder uden cerebral parese. Det er dybt alvorligt, når vi ved, at knap halvdelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft opstår hos kvinder, der ikke er blevet screenet.
CP Danmark ønsker større fokus på sundheden og helbredet for mennesker med cerebral parese. Kvinder med cerebral parese skal have nemmere adgang til alle de forebyggende screeningsprogrammer. Mennesker i botilbud skal have et årligt sundhedstjek. Generelt skal der skabes et bedre tilbud fra sundhedsvæsenet til voksne med cerebral parese, når de går fra børne- til voksenområdet.
Konsekvenserne af den manglende opfølgning er, at voksne med cerebral parese kæmper med for sen indgriben overfor helbredsproblemer, ubehandlede senfølger og helbredsproblemer, som fejlagtigt tilskrives ens diagnose.
Det er ikke rimeligt, at mennesker med cerebral parese både skal kæmpe med deres diagnose og med et manglende tilbud fra sundhedsvæsenet. Derfor vil CP Danmark have mere fokus og opmærksomhed på problemet. Der er behov for en samlet plan for at sikre, at sundheden for mennesker med handicap tages lige så alvorligt som alle andres sundhed.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her