8. december 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hallo er der en voksen til stede?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hallo er der en voksen til stede?
Debat Holbæk - 25. oktober 2019 kl. 10:39
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Jeg har været ude og besigtige Holbæk Sportsby, herunder de udendørs anlæg m.v. Førstehåndsindtrykket var, at jeg befandt mig på en byggeplads. Tennis anlægget, atletikstadion, haveanlæg, andre grønne områder samt parkeringsområder, minder ikke meget om velplejede og indbydende faciliteter, snarere tvært imod. Ufærdige, ufriserede og forsømte arealer, jordbunker og byggematerialer flyder rundt omkring, der skal en betydelig arbejdsindsats, og en stor pose penge til, før sportsbyen kan kaldes færdig.

Mit gæt er, at der mangler 20 til 25 mio. kr. til færdiggørelsen, beløbet svarer til det beløb, der burde have været afsat til uforudsete udgifter, da projektet blev stemt igennem af et snævert flertal for år tilbage.

Det er blevet præciseret mange gange, at opførelsen og driften af sportsbyen påhviler fonden, det er altså fonden, der skal betale for færdiggørelsen. Men fonden har ingen penge, hvad skal der så ske, for at få projektet færdiggjort?

Der findes kun en mulighed for at få sportsbyen gjort færdig, nemlig at politikerne kommer på banen og påtager sig ansvaret for at få fjernet den byggeplads, der ligger ved omfartsvejen og skygger for et fuldt færdig idræts- og sundhedscenter. Ellers risikerer vi i al fremtid at have den liggende som en skamstøtte over de personer, der satte det hele i gang, der ikke har haft evnerne til at gennemføre projektet, ikke har formået at skaffe folkelig opbakning, godt hjulpet af forhippede politikere, der lovede sportsklubber og idrætsforeninger guld og grønne skove, hvis de flyttede, som nu viser sig ikke at kunne indfries.

Den eneste anstændige løsning er, at politikerne nu kommer på banen og sørger for at gøre en ende på hele denne føljeton ved at finde de midler, der skal til for at alle kan være tilfredse. Jeg ville føle mig ilde til mode, hvis jeg skulle fremvise sportsbyen, som den er i dag, som byens stolthed overfor udenbys gæster. Kære borgmester og øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer, gør nu jeres pligt som voksne ansvarlige folkevalgte, se at få bevilget de nødvendige midler, så sportsbyen kan blive det fyrtårn, det oprindeligt blev udråbt som.

Hans Jørgen Larsen
Æblevang 52
Holbæk