21. oktober 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Derfor er retten til tidlig pension vigtig for Vestsjælland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Derfor er retten til tidlig pension vigtig for Vestsjælland
Debat Holbæk - 25. august 2020 kl. 10:59
Af Tilbagetrækning

Af boligminister Kaare Dybvad Bek (S) og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S)

Hvis der i Vestsjælland er ekstra mange, som har set frem til regeringens udspil om tidlig pension, er det på ingen måde underligt. Tag nu en kommune som Holbæk. Her er det næsten 4 ud af 10 borgere, der nærmer sig alderen for tidlig pension, som ifølge regeringens nye forslag er berettiget til at trække sig tidligere tilbage.

Som lokalt valgte for Socialdemokratiet er vi derfor også ekstra glade for, at regeringen nu har præsenteret et forslag om tidlig pension. Vi ved, hvor meget det kan betyde for det enkelte menneske, som har slidt og slæbt sig gennem et helt arbejdsliv, at han eller hun nu får muligheden for at trække sig værdigt tilbage.

I dag har vi alle samme pensionsalder - uanset om man begyndte i sit første job som teenager eller var langt oppe i 20'erne. Det er uretfærdigt. Ikke mindst når vi kan se, at ufaglærte og faglærte, der ofte er startet tidligt på arbejdsmarkedet, må gå på arbejde med smerter og samtidig har kortere levetid.

Vi ved selvfølgelig godt, at det ikke vil være alle de berettigede borgere her i Vestsjælland, der vil benytte sig af retten. Heldigvis er mange fortsat glade for at gå på arbejde, selv om de for længst er blevet gråhårede. Men det er kun retfærdigt, at de får muligheden, hvis smerterne bliver for stærke eller arbejdslivet for hårdt.

Og her er det vigtigt at understrege, at alle de kriterier, der ligger til grund for regeringens foreslåede model, er objektive. Man skal altså ikke en tur forbi kommunen eller lægen for at få vurderet sin arbejdsevne. Om man får ret til tidlig pension afhænger helt af antallet af år på arbejdsmarkedet, og det bliver gjort op, når man fylder 61 år. Så ved man i god tid, hvor man står.

Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at gå fra tre år før folkepensionsalderen. Har man i stedet været 42 eller 43 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at gå fra et eller to år før folkepensionsalderen. Men det er ikke kun år med fuldtidsarbejde, der tæller med. Det samme gør perioder, hvor man arbejder på deltid, modtager dagpenge, sygedagpenge eller er på barsel. Man bliver altså ikke afskåret fra tidlig pension, fordi man undervejs får børn, mister sit job, bliver syg eller får en arbejdsskade.

Regeringens model er simpel, gennemskuelig og retfærdig. Den koster tre milliarder kroner årligt og er fuldt finansieret. Det er vigtigt for os som socialdemokrater, at der er styr på økonomien. Men det er mindst ligeså vigtigt for os at sikre, at dem, der har taget en meget stor tørn på arbejdsmarkedet, kan trække sig værdigt tilbage, inden de er slidt helt ned.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?