Debat
Jeg forlod Holbæk i1966, men følger stadig godt med i byens ind imellem noget betænkelige udvikling. Senest vil rygtet vide, at de fine dobbelthuse øverst på Godthaabsvej fra 1918, tegnet af en af byens berømte arkitekter Marius Pedersen er truet af for højt nybyggeri bagtil på det tidligere stadionområde. De er omtalt og vist i min bog »Det bedste ved Holbæk« fra 2017.
Husene er bevaringsværdige som mange andre huse af Marius Pedersen, Ivar Bentsen og Vilhelm Olsen fra samme periode, tænk bare på Bakkekammen, hvor Marius Pedersens eget hus, nr 45, i dag er museum.
Dobbelthusene på Godthaabsvej bør værnes om, respekteres og ikke mokkes sammen med noget nyt uden bare tilnærmelsesvis samme kvalitet. Det kommende Holbæk Have med plads til 1.370 nye boliger i op til 8,5 meters højde truer bagfra. Kunne en etage ikke gøre det i umiddelbarnærhed? I stedet for to?
Jeg ved udmærket af folk flokkes om byerne, halvdelen af jordens befolkning bor i dag i byer af en vis størrelse, mange af dem i millionbyer.
Men hvor der ligger særlige bymiljøer, bør der også naturligt være en afstandszone og en højdegrænse, så man ikke mokker sig for meget ind på det ældre, respektable byggeri med helt særlige kvaliteter og uomtvistelig god arkitektonisk udstråling.
Tænk jer nu godt om i kommunen, før I laver en fadæse. Jeg beder en stille afstandsbøn for det fine Bedre Byggeskik-byggeri på Godthaabsvej i Holbæk - af kærlighed det det fine byggeri i min kære, gamle barndomsby.
Hold venligst afstand, tak!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her