21. januar 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Større bøder og længere straf

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Større bøder og længere straf
Debat Holbæk - 25. november 2020 kl. 15:53

Af Allan Andersen, afdelingsformand, 3F Holbæk-Odsherred, byrådsmeldem (S) Odsherred

Bagmændene, der driver rovdrift på vores arbejdsmarked, skal jagtes og straffes. Så kort kan det siges: Det er på tide, at der sættes hårdt ind over for bagmænd og andre fuskere, der udnytter udenlandsk arbejdskraft til at underminere arbejdsmarkedet.

Jeg er så træt af at læse om de forfærdeligheder, vores udenlandske kolleger bliver udsat for i Danmark. Social dumping er hverdag, og det er ikke i orden. Sagen er nemlig den, at bag hver en historie om polske Piotr, der bliver lønnet uhæderligt, behandlet uanstændigt og er indlogeret uhumsk, gemmer sig den virkelighed, at det rammer danske løn- og arbejdsvilkår. Så ingen har det godt. Hverken polske Piotr eller danske Peter. Det skal stoppes. Nu!

Jeg er glad for, at vi har en socialdemokratisk regering, der har et erklæret mål om at komme social dumping til livs. De har allerede tilført mange midler til området, bødeniveauet er blevet fordoblet, og nu kommer der en tiltrængt kontrolpakke med formodningsafslag, krav om særlig arbejdstilladelse, dansk bankkonto og generelt bare mere kontrol på området. Alt sammen gode tiltag.

Og alligevel er jeg i tvivl, om det er nok til at stoppe iskolde spekulative og skruppelløse arbejdsgivere, der kun tænker på egen profit. Jeg tror mange af dem er villige til at rive arbejdsmarkedet over, hvis det bare kan gøre dem en krone rigere. Trist!

Derfor er jeg også af den klare opfattelse, at vi skal gå endnu hårdere til værks. Der findes ingen undskyldning, hverken god eller dårlig, for at undergrave danske løn- og arbejdsvilkår. Så lad os skrue endnu mere op for bødeniveauet, lad os få lange karantæneperioder, for de arbejdsgivere, der har ageret ulovligt, og lad os få en bedre samfundsjustits, hvor ingen accepterer social dumping.

Det her er en udfordring, som ikke løses med henstillinger eller dialog. Der er kun én ting, der virker på dem, og det er, når det rammer pengepungen.

Vi kan ikke i et velfærdssamfund, som det danske, acceptere, at en gruppe bagmænd ødelægger vores arbejdsmarkedsmodel.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?