Hvis man kun henter sine oplysninger i de store danske medier, få man det indtryk, at Brexit-aftalen på alle måder er meget ringe, og man underholder os med historier om førere af lastbiler, der får konfiskeret deres madpakker med kødpålæg, når de kører fra britisk område ind i EU.
Åbenbart synes de store danske medier ikke, at vi har godt af at høre om, at der i Norge faktisk er tre partier, der repræsenterer ca. 20 procent af vælgerne i Norge (Senterpartiet, Socialistisk Venstreparti og Rødt ), der ønsker Norges EØS-aftale med EU genforhandlet, fordi de finder, at den britiske aftale med EU er bedre end Norges EØS-aftale.
Marit Armstad, parlamentarisk leder for Senterpartiet udtaler bl.a.: »Fra mit synspunkt er briternes aftale bedre end den EØS-aftale, vi har med EU. De har fri adgang til det indre marked og fælles handel, hvilket er ønskeligt, men de slipper af med en dynamisk udvikling i reglerne, der lægger bånd på landenes nationale politik.«
Henning Olausen fra Socialistisk Venstrepartis EØS-udvalg finder også den britiske aftal bedre end EØS-aftalen, hans begrundelse er »briterne slipper for EU-domstolen, så er de ikke længere underlagt EU's overhøjhed og skal ikke acceptere enhver EU-lovgivning i al fremtid - som vi må.«
Partiet Rødt ønsker også en genforhandling af Norges EØS-aftale. Her er kritikken mod EØS-aftalen først og fremmest, at EØS-aftalen gør kampen mod social dumping vanskelig, fordi mange af foranstaltningerne mod social dumping underkendes af domstolene, fordi de strider mod EØS-aftalen.
Det er jo ejerne af medierne, der bestemmer indholdet, og det er jo deres privilegium at lægge den redaktionelle linje, hvor Brexit opfattes som en ulykkelig fejltagelse, men man kan da sætte spørgsmålstegn ved om de opfylder kravene til en fri presse, når de fuldstændigt og i samlet flok fortier, at der altså er andre måder, at vurdere Brexit-aftalen på.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her