Høringsperioden for lokalplan 3.83, »Byudvikling ved Holbæk Have«, bliver i disse uger justeret på baggrund af administrativ og politisk vurdering af indkomne høringssvar.
Lokalplanforslaget viser byggeri i to etager med en tilladt totalhøjde på 10,5 meter i skellet mod de bevaringsværdige huse på Godthaabsvej. I lokalplanens § 10 stilles krav om et 5 meter bredt beplantningsbælte langs skellet mod Godthaabsvej. Lokalplanen siger; »Plantebæltet skal bestå af træer og buske, som danner et tæt grønt bælte, der afskærmer bebyggelsen langs Godthaabsvej og den nye bebyggelse i Holbæk Have«. Lokalplanforslaget viser en tegning med et tæt grønt plantebælte på ca. 8 meter i højden. På borgermødet præsenterede FB Gruppens arkitekt yderligere tegninger, hvor der blev vist et meget tæt og 8,5 meter højt plantebælte som adskillelse.
Ud fra teksten i § 10 og de i lokalplanforslaget og på borgermødet viste tegninger med et 8-8,5 meter højt afskærmende tæt grønt plantebælte, så kunne man få den opfattelse, at »så er alt jo godt mht. indbliksgener fra det nye byggeri til haver og huse på Godthaabsvej«. Så er der kun de massive skyggegener, der ifølge solbaner, udregnet efter almanakken, betyder formiddags-solformørkelse i 3 - 4 måneder om året for beboerne på Godthaabsvej, samt udsigtsgener tilbage.
Men nej, sådan skal det ikke være - i lokalplanens efterfølgende afsnit er der indskrevet; »Af hensyn til skyggegener i haverne bør der ved ny beplantning vælges træsorter som naturligt ikke bliver for høje, ligesom der kan foretages beskæring i beplantningsbæltet af hensyn til skyggegener«. Hvad sker der lige her? Først beskriver og illustrer lokalplanen, at der skal etableres et 8 meters højt tæt grønt plantebælte, der afskærmer bebyggelsen langs Godthaabsvej, og umiddelbart efter anføres, at såfremt det giver skyggegener i haverne på Holbæk Have så kan det beskæres.
Logisk må det så være sådan, at hvis det viser sig, at det op til 10,5 meter høje byggeri i Holbæk Have skygger ind i haverne på Godthaabsvej, så vil disse også blive skåret ned - 1. salen rives ned. Logikken ligger i, at det er vel ikke sådan, at der tages større hensyn til kommende beboere i et byggeri, der ikke er bygget endnu, end til bevaringsværdige huse, der har stået i mere end 100 år og beboet af familier i op til 3. generationer.
Den eneste rigtige løsning, for de kommende beboere i Holbæk Have og for beboerne på Godthaabsvej, er et nybyggeri i ét plan og med et passende lavt plantebælte - sollys til alle og ingen indbliksgener.
Kære planlæggere og politikere, ingen halve løsninger med et forsøg med reduceret bygningshøjde i 2 etager.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her