Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:
Covid-19 presser sundheds- og ældrepersonalet i Hørsholm. Det gør de gennemførte besparelser så sandelig også.
Personalet i hjemmeplejen er, på grund af den øgede smittespredning, så meget i knæ, at det i den kommende tid kan blive nødvendigt at undlade eksempelvis rengøring og mindre plejeopgaver hos borgere, der ellers er visiteret hertil. Det er selvsagt stærkt utilfredsstillende. For der er ingen borgere i Hørsholm, der er visiteret til en serviceydelse uden årsag eller behov.
Det er klart, at vi ikke er herre over den ubudne gæst covid-19, samt at smittespredningen af den fordømte virus desværre er med til at presse plejepersonalet i kommunen.
Men en stor del af forklaringen, på at situationen i Hørsholms ældrepleje har nået dette triste niveau, er også de besparelser, flertallet, med Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet i spidsen, de senere år har vedtaget på ældreområdet generelt samt i hjemmeplejen specifikt.
For man må kalde mig Mads, hvis man påstår, at besparelsen i hjemmeplejen på 1,8 millioner kroner i 2020 stigende til 2,8 millioner kroner her i 2021 ikke havde gjort en væsentlig forskel i den nuværende situation. Og det samme med de knap 4 millioner kroner, der også er sparet via manglende lønfremskrivning på Social- og Seniorudvalgets område.
Der er tale om virkelig meget plejepersonale, der under normale omstændigheder ville gøre en kæmpe stor forskel og i den nuværende situation en afgørende forskel. I forbindelse med budgetvedtagelserne i denne valgperiode har jeg ikke lagt skjul på, at især ældreplejen skulle løftes, hvis Dansk Folkeparti skulle være med.
- Et synspunkt, der desværre ikke har vundet gehør hos flertallet. Og nu står vi så her i en situation, der både burde og kunne have været undgået... Jeg er fuldt ud bevidst om, at det i den nuværende situation er svært at skaffe sundheds- og ældrepersonale.
Det til trods, så mener jeg, at den planlagte besparelse i hjemmeplejen på en million kroner skal annulleres. Om ikke andet for at tilkøbe eksterne rengøringsydelser, så det plejepersonale, der bruges til det, kan frigives til den nødvendige pleje og de visiterede serviceydelser.
Dette såfremt, der ikke kan findes hjemsendt personale til at løse opgaven andre steder i kommunen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her