
Af Thorkild Gruelund (SK), medlem af kommunalbestyrelsen:
Kommunalbestyrelsen skal i gang med sin budgetlægning for 2022. Vi gør som vi plejer!
På økonomiudvalgsmødet foreslog jeg at vende processen lidt på hovedet. Det lykkedes mig ikke at overbevise mine kollegaer om den idé.
Tillad mig at fortælle en anekdote.
For fyrre år siden blev DSB styret af 'køreplaningeniører'. De planlagde køreplaner meget præcist. Den rejsende skulle f.eks. vente på Køge Station i 43 minutter eller på Fredericia Banegård en time. Planlagt helt efter den tekniske 'bog'.
Så kom Ole 'Fut' Andresen til som generaldirektør. Han vendte hele processen på hovedet. Fremover skulle man vide, hvordan de rejsende ønskede en køreplan. Så fik køreplaningeniørerne ordre til at lægge køreplanen efter de ønsker.
I Hørsholm i dag er vore dages økonomer at sammenligne med datidens køreplaningeniører.
Vi politikere bør indlede budgetprocessen med at mødes med borgmesteren og økonomichefen, parti efter parti, og fremlægge, hvordan vi ønsker, at det kommende budget skal se ud. Hvor vi hver især ønsker at styrke budgettet og hvor vi kan acceptere besparelser. Efterfølgende skal økonomichefen lægge budgettet efter de politiske udmeldinger.
Måske vil det ikke være muligt for økonomerne at 'strikke' et budget sammen, som alle 19 politikere, kan stemme for. Men alle 19 vil blive hørt - på lige fod.
Vi kommer heller ikke uden om, de retningslinjer, som Kommunernes Landsforening og regeringen har fastlagt.
Budgetlægningen har længe virket ved disse deprimerende udmeldinger om sparerunder på 30, 40 eller 60 millioner kroner. Deprimerende for borgerne, for medarbejderne og sandelig også deprimerende for politikerne.
Ved mit forslag vil vi præcis spare det, som er tvingende nødvendigt for at få et budget til at 'hænge sammen'. Ingen unødige udmeldinger om vilde millionbeløb.
Det er som om vores øverste politiske ledelse har et ønske om at optræde som 'smadremanden'. Vores borgmester er er økonom. Måske en gave - måske en begrænsning.
For SocialKonservative er det vigtigt at være aktivt med i budgetprocessen. Og det endelige budget. Vi anerkender vores borgmesters gode ret til at lægge 'køreplanen'. Men synes, at det er ærgerligt, at processen ikke kan fornys.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her