13. december 2017
Billede
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokalhistorisk Arkiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalhistorisk Arkiv
Debat Hillerød - 15. januar 2015 kl. 14:18
Af Asger Berg, S. Kierkegaardsvej 1, Hillerød, formand, Hillerød Lokalhistoriske Forening
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kulturen skal spare. Før jul kunne man læse et spareforslag om at nedlægge Lokalhistorisk Arkiv på Hillerød Bibliotek. Forslaget blev heldigvis afvist. Men hvordan er det kommet dertil? Vores vurdering er, at det skyldes, at biblioteket igennem 10-15 år har forsømt arkivet. Mens interessen for historie er vokset i samfundet, har Lokalhistorisk Arkiv mere end halveret sin åbningstid, forringet sin service, afvist frivillige, forsømt digital registrering af arkivalier og stillet trykt materiale i depot.

Lokalhistorisk Arkiv blev oprettet i 1974 som en afdeling under Hillerød Bibliotek på linje med børne- og voksenbiblioteket. Arkivet byggede videre på overbibliotekar Anders Uhrskovs samling af billeder og andet materiale. Der blev gennemført kampagner og lavet arrangementer. Vores forening deltog aktivt. Men efterhånden gik samarbejdet i stå. Der skal to til en tango, og biblioteket ønskede ikke at danse med. Man valgte i stedet at skære ned og lade Lokalhistorisk Arkiv sove tornerosesøvn.

Men nu lysner det. I efteråret 2014 holdt vi et møde med borgmester Dorte Meldgaard og stadsbibliotekar Sys Sigurd om situationen på Lokalhistorisk Arkiv. På dagsordenen var: Større åbenhed og tilgængelighed på arkivet og inddragelse af frivillige.

Møderesultatet blev, at biblioteket etablerer en frivilliggruppe (studiekreds / registreringsgruppe), som skal i gang med Arkibas-registrering på Lokalhistorisk Arkiv. Arkibas er det nationale registreringssystem, som gør billeder og andet materiale søgbart på internettet, en søgeportal, som går i luften om kort tid.

Biblioteket vil stille lokale, computere og scanningsudstyr til rådighed, så de frivillige får mulighed for at arbejde med arkivalierne og den nødvendige litteratur. Det vil ikke koste dyrt. Man har udstyret i forvejen. Plads er der også på biblioteket.

Nogle borgere kan bidrage med oplysninger, andre kan scanne og registrere billedmateriale. Samarbejdet vil blive til gavn og glæde for både brugerne og arkivet. Sådan vil der igen blive pustet liv i arkivet, og nye interessegrupper af lokalhistorisk interesserede vil kunne dannes.

Lad os kigge frem. Hillerød Lokalhistoriske Forening vil gerne høre fra folk, der måske vil hjælpe til med det frivillige arbejde på Lokalhistorisk Arkiv, primært registreringsarbejdet.

Vi har planlagt et møde tirsdag den 3. marts kl. 20, hvor Arkibas-systemet vil blive præsenteret af brugere fra Alsønderup-Tjæreby Arkiv. Men hvis du er interesseret i at være med til at puste nyt i Lokalhistorisk Arkiv, så send gerne allerede nu en mail til os på adressen: asger.berg@mail.dk