Tak til Hanne Hou og Niels Andersen for gode indlæg om Axelhus.
Og ikke spor tak til Socialdemokratiet, Venstre og de andre som nu har vedtaget at sælge ejendommen med dens lejligheder til folk i bolignød.
Det startede som Niels fortæller i 70'erne hvor Faglig Ungdom, gymnasieeleverne, DSU, DKU og SFU og andre unge gik sammen i Hillerød Ungdomsgruppe. Vi ville have ungdomsboliger til at betale for en lærlingeløn eller en S.U. Der var kun dem som Fællesorganisationen havde oven på Biblioteket i Bakkegade. Det lykkedes efter mange demonstrationer og møder at få kommunen - jeg tror faktisk, det var den konservative Toke Stockholm, der var borgmester dengang - til at ombygge Axelhus fra familieboliger til ungdomsboliger. Det blev gjort som et beskæftigelsesprojekt, hvor unge arbejdsløse bygge sammen med håndværkerne.
Siden den gang har kommunen fået mange flere ungdomsboliger, men behovet for boliger til folk som er kommet i problemer - hjemløse og sårbare - er stadig stort.
Der bygges mange gode nye boliger, og en del af dem er til at betale med almindelige indkomster. Men dem der ikke har "almindelige indkomster" må leve af bistandshjælp, førtidspension eller helt uden indtægt, og dem skal vi også have plads til i Hillerød.
Derfor er det skammeligt at kommunen først sætter Horsevænget og derefter Axelhus til salg.
Først blev boligkommissionen nedlagt, så der ikke er kontrol med sundhedsforholdene i udlejningsbyggeriet. Nu sælger man ud af vores billige boliger.
Det er sørgeligt at se, hvor meget det rykker til højre når Socialdemokratiet og Venstre deler magten som det er sket i denne valgperiode.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her