
Morten Bille fra Nye Borgerlige skriver, at alle kommunens boliger skal sælges fordi det koster penge at vedligeholde dem.
Han forklarer, at der jo ikke er så mange flygtninge mere, og det har han ret i. Det er godt, at de flygtninge som kom - navnlig efter krigen i Syrien - nu er kommet videre og har fundet egne boliger eller er vendt hjem.
Men der er stadig stor brug for boliger til borgere, som er blevet hjemløse, lever i uholdbare forhold, har det psykisk skidt eller andre af de problemer, som gør at kommunen må hjælpe dem.
Mange går forgæves til kommunen, når de beder om hjælp, og mange unge kunne få mere styr på tilværelsen, hvis kommunen hjalp dem til en bolig.
Derfor gør det ondt at se, at salget af Horsevænget nu følges op af salget af Axelhus, begge dele vil føre til større mangel på boliger.
Jeg har prøvet at få lavet en beregning på, hvad det vil koste kommunen, når beboere fra Horsevænget får stigende husleje eller må flytte til en dyrere bolig. Det kan desværre ikke lade sig gøre.
Underligt når man kan komme med beregninger på alt muligt andet. Så vi må vente og se, hvad regningen bliver. Det samme gælder Axelhus: Hvad kan vi spare ved at tilbyde nogen unge mennesker en bolig, så de kan få styr på deres hverdag og passe en læreplads eller et studie? Et slag på tasken er, at samfundet sparer rigtig mange penge på, at unge mennesker har orden i livet i stedet for at hutle sig igennem.
Så, kære Morten Bille, vi tjener kommunens økonomi bedre ved at tage os godt af dem, der har brug for hjælp. Om man så går ind for det, fordi man synes, at alle mennesker skal behandles godt - eller det er af rent økonomiske årsager er jo ligegyldigt, bare vi gør det rigtige.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her