15. november 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Cykling i Gågader

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cykling i Gågader
Debat Hillerød - 04. september 2018 kl. 16:11
Af Stig Deichmann, Slotsvænget 17, Hillerød
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det fremgår af en artikel i Hillerød Posten, at politikerne vil gøre det lettere at handle i Hillerød ved at tillade cykling i gågaderne døgnet rundt. Man vil spørge borgerne om deres mening.

Lad mig minde om, at Miljø og Teknik Udvalget i 2016 besluttede, at man måtte cykle til kl. 11, og at jeg efterfølgende gjorde politiet opmærksom på den store risiko for alvorlige personskader, der opstår, når en 100 kg tung trædecykel med fører bagfra rammer en fodgænger måske med barnevogn, der går til siden for at kigge på et forretningsvindue eller hilse på en bekendt. Politiet skrev til kommunen, at man fandt mine argumenter vigtige, og at kommunen måske ikke skulle godkende kørsel til kl. 11 men kun til kl. 9 som hidtil.

MTU ændrede så beslutningen til, at kørsel var tilladt til kl. 10, da dette »er tidspunktet hvor forretningerne åbner«. Jeg meddelte MTU, at lidt under 40% af gågadernes forretninger åbner før kl. 10, og at hvis man ikke kunne se det, skulle man gå til Louis Nielsen, der åbner kl. 8.30.

Jeg modtog i juni 2016 følgende besked fra et MTU udvalgsmedlem: »Beslutningen blev alene taget med begrundelse i forretningernes åbningstid. Så hvis den er kl. 9, så må vi ændre beslutningen. Jeg tager sagen op på næste møde«.

Der er som bekendt ikke sket en ændring tilbage til kl. 9 og nu foreslår man sågar, at cykling skal være tilladt døgnet rundt.

Frederiksborg Amts Avis bragte i 2016 en stor artikel, hvor man interviewer en forretningsdrivende i Helsingørsgade samt Handelsstandens daværende formand, der begge fandt, at cyklister i gågaderne kører helt uhæmmet i de smalle gader til fare for fodgængerne. Handelen forstår ikke, sagde de, hvorfor cykleperioden er blevet øget fra kl 09 til 10.

Hvad er der sket, fra politiet frarådede cykling i gågaderne efter kl. 9, til i dag, hvor politikerne foreslår, at der må cykles ubegrænset? Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at salget af de tungere og hurtigere el-cykler stiger eksplosivt. Det er blevet endnu farligere at være fodgænger.

Spørgsmålet om placering af skyld ved uheld er mig bekendt uafklaret. Hvem har ansvaret og betaler?

Jeg anbefaler, at politikerne dropper forslaget og vender tilbage til, at cykling i gågader kun er tilladt uden for forretningernes åbningstider.

Gør som jeg, træk cyklen de par hundrede meter og nyd turen - eller brug Søstien.