23. oktober 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Saglig debat om en lortesag ?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Saglig debat om en lortesag ?
Debat Helsingør - 04. oktober 2019 kl. 10:18
Af Keld Olsen, formand Espergærde Byforening
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Vi ønsker alle en saglig debat.

Saglig debat forudsætter imidlertid, at der svares på saglige indlæg. Det er vores politikere heldigvis normalt ganske gode til. Men i en enkelt sag, har der været helt stille.

Midt i august beskrev Espergærde Byforening i et læserbrev, hvordan der fra Espergærde Renseanlæg udledes 6-7000 kubikmeter urenset spildevand om måneden. Samtidig sker der 80 gange årligt overløb til Munkesø-renden og fem gange årligt overløb til Søbækken. Overløbene er en blanding af regnvand og spildevand, og det løber også urenset ud i Øresund.

Med de mange byggerier i Espergærde - mere end 1000 planlagte boliger - vil mængden af urenset spildevand blive forøget.

Forsyning Helsingør arbejder på en plan, som i fald den besluttes tidligst vil kunne løse problemet om fem år.

Udledningen er moralsk forkastelig, ødelæggende for vores natur og sundhedsskadelig for de badende. I badesæsonen gives der advarsler ved dårlige strømforhold; vinterbaderne må klare sig uden. Personligt har jeg nu også altid været i tvivl om vinterbadning kan være sundt.

Espergærde Byforening har opfordret vores politikere til at undersøge, om det er lovligt for en kommune at lede stigende mængder urenset spildevand i vandløb og i Øresund.

I Espergærde har der været mange sager om ulovligt og uheldige byggerier. Flere politikere har kaldt det møg-sager. Med dette ordvalg kan man meget rammende sige, at kommunen nu også har fået en lortesag.

Det kan nu undre, at der hverken fra Byrådets medlemmer eller fra politikerne i Forsyning Helsingør har været kommentarer. Sagen kunne også være oplagt til lidt undersøgende journalistik om planlægningen i Helsingør kommune og af forholdene i Forsyning Helsingør.

Mindre besindige folk end Espergærde Byforening kunne nu have tilbøjelighed til et mere skingert ordvalg, som næppe vil kunne fremme en saglig debat. Ja, nogen ville måske endda give sig til at udvikle konspirationsteorier.

Espergærde Byforening skal blot på saglig vis bede om svar på, om man mener det er ulovligt, og hvad man fra politisk hold har tænkt sig at gøre.

Med tilslutningsafgift fra de mange nye boliger, skulle der blive økonomi til at få løst problemerne. I den forbindelse bør man nok sikre sig, at der betales tilslutningsafgift for hver bolig og ikke blot for hvert byggeri, som jo har op til 200 boliger.