19. september 2019
Renseanlægget i Espergærde er allerede overbelastet jævnligt.
Renseanlægget i Espergærde er allerede overbelastet jævnligt.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mere spildevand i Øresund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mere spildevand i Øresund
Debat Helsingør - 15. august 2019 kl. 10:11
Af Keld Olsen, formand Espergærde Byforening
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Ærgerligt hvis boliger i Espergærdes industrikvarter forsinkes

Espergærde Rensningsanlæg er allerede overbelastet. Allerede i dag ledes 3-4 % af spildevandet, eller 6-7000 kubikmeter urenset spildevand (toiletudledning mm) ud i Øresund hver måned. Overløbet sendes med en rørledning 600 meter ud i Øresund.

Men ikke nok med det. Rørledningerne er også ved at være fyldte. Så når det regner voldsomt, sker der overløb fra rørledningerne og ud i de to vandløb, som løber gennem Espergærde: Munkesø-renden mod syd og Søbækken længere mod nord. Derfor sker der årligt 80 overløb om ud i Munkesø-renden og 5 overløb i Søbækken. Overløbene er en blanding af spildevand og regnvand. Det løber direkte ud i Øresund.

Vandløbene er beskyttede efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Tallene kan læses direkte i tillæg nr. 7 og tillæg 9 til Spildevandsplan 2012-2026, som kan ses på kommunens hjemmeside under høringer. Det er rigtig ubehagelig læsning.

Badevandet er naturligvis også påvirket. I badesæsonen måles mængden af fækale bakterier på Espergærde strande, og ved forhøjede værdier udstedes badeforbud. Udenfor badesæsonen er der ingen advarsler for de, som finder fornøjelse i at bade i koldt vand.

Det fremgår også, at det er et problem med alle de mange byggerier i Espergærde, fx Mørdrupvej, Nørremarken/Kløvermarken, Trelleborg, Kelleris og Espergærdes industrikvarter.

Hvis der allerede er bebygget og kloakken derfor allerede bliver fyldt med regnvand og spildevand kan man lade regnvandet sive ned i undergrunden, hvor undergrunden egner sig til det, og på den måde forhåbentlig give plads til spildevandet i kloakken.

Men nogle steder - fx i den nordlige del af Espergærdes industrikvarter løber regnvand og spildevand i separate kloakrør. Så selv om der allerede er spildevand fra en del af industrikvarteret, vil de 700 boliger, som i det seneste lokalplanforslag tænkes bygget i industrikvarteret, øge mængden af spildevand med 3-4 % af rensningsanlæggets spildevand.

Endnu værre er det i Kelleris, hvor man vil bygge 400 boliger på en bar mark. Her skal der håndteres både spildevand og regnvand.

Forsyning Helsingør har en plan for udvidelse af rensningsanlæggets kapacitet. Men desværre vil den først være klar i 2024, altså om fem (!) år.

Problemstillingen burde ikke være ny. Espergærde Byforening stillede for år tilbage spørgsmålstegn ved, om kommunen havde taget højde for alle følger af den kraftige udbygning af Espergærde. Det er derfor ærgerligt, at man først nu får sat gang i analyserne med henblik på en udvidelse af rensningsanlæggets kapacitet.

Espergærde Byforening ser gerne, at der bliver bygget boliger i industrikvarteret. Dog et mindre intensivt byggeri, end der lægges op til i det seneste lokalplanforslag. Det vil også gøre problemerne med rensning af spildevandet lidt mindre.

Hensynet til naturen og dermed til os alle sammen byder os, at vi ikke kan hælde mere urenset spildevand i Øresund. Problemerne må løses først. Og der må alene gives tilladelse til nyt byggeri i takt med, at rensningsanlægget kan kapere den øgede mængde spildevand.