
Sundtoldsmarked opstod i 2012 på opfordring af den daværende museumschef Maibritt Bager, der ønskede at udvikle en eksisterende event, Sildens Dag, til en større begivenhed. Det resulterede i et oplæg fra en gruppe frivillige. Det blev til et sundtoldsmarked anno 1800-1830, et koncept der ramte dybt i helsingoranernes DNA.
Uden det Sundtoldsmarked var der næppe kommet historiske skibe i havnen eller været det fokus på Sundtoldstiden, som der er i dag.
Af mange årsager (COVID-19 - bortfald af tilsagn - manglende ledelse o.s.v.) er der ingen udsigt til et Sundtoldsmarked 2021. En pause på minimum to år og hvor ingen kender fremtiden, er tiden vel kommet til at slutte vort Sundtoldsmarked "på toppen", nedlægge Styregruppen, takke de mange frivillige, og afvikle i god ro og orden.
Vi, som frivillige arrangører har hele tiden sagt at vi udelukkende arbejder for museets formidling af Sundtoldstiden - samt at uden en koordinator allokeret udelukkende til Sundtoldsmarked ville det få konsekvenser for os frivillige arrangører.
Vi bad om at få en koordinator. Det fik vi - desværre ikke en koordinator på fuld tid - nu har vi igen ingen.
Personen, der blev tilknyttet Sundtoldsmarkedet (Merete Nygaard Frederiksen) har opsagt sin stilling, grundet manglende svar på hendes fremtidige tilknytning til museet. Hun har fra starten været den drivende kraft og det er med stor beklagelse, men med forståelse, at hun nu har fundet anden beskæftigelse.
Når vi ikke har Merete længere, har vi ingen kontakt til museet, et museum som ikke fungerer og som p.t. ikke har nogen synlig ledelse.
Ingen i Styregruppen er blevet kontaktet af den midlertidige ledelse eller af medlemmer af Kulturudvalget, med hensyn til Sundtoldsmarkedets fremtid.
Vi udviklede ideen om et sundtoldsmarked - og vi har styret Sundtoldsmarkedet i perioden fra 2013 til dato, og det med kæmpe succes. Nu er det slut for vort vedkommende.
Vi, som frivillige arrangører, ønsker at rette en STOR TAK til de mere end 1.000 frivillige i dragter eller i "civil", pigerne på Systuen, alle de mere end 60 handlende, der har støttet os økonomisk, beboerne og ejerne af "De åbne Gårde", de deltagende forretningsdrivende gennem alle årene (Lynhjems Efterfølger, Slagter Jensen, Tibberup Høkeren m.fl.). Tak til de lokale medier som har været vores utrolige støtter gennem alle årene, P-service, Helsingør Havne samt de historiske skibe fra Nyhavn og smakkejollerne fra FtSF (Foreningen til Sprydstagen Forevigelse) og tak til de mere end 300 medlemmer af foreningen Sundtoldens Venner samt Logerne i Strandgade.
Sidst men ikke mindst en tak til de fonde, der har støttet, Ragnhild Bruuns Fond og Velux Fonden.
Til slut vil vi blot takke af, ikke bitre men rævestolte over et marked, som ingen andre byer end Helsingør kan formidle.
Frivillige medlemmer af Sundtoldsmarkedets styregruppe
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her