22. oktober 2021
Jens Frimann Hansen er mangeårig chef for Helsingør Teater, som blandt meget andet er kendt for gadeteaterfestivalen PASSAGE.
Jens Frimann Hansen er mangeårig chef for Helsingør Teater, som blandt meget andet er kendt for gadeteaterfestivalen PASSAGE.
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Nordsjælland er en af de svageste regioner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Nordsjælland er en af de svageste regioner

Det nordsjællandske samarbejde er alt for fastlåst med flere begrænsninger end muligheder. Der er sjældent plads til nye idéer og projekter, som kan være med til at udvikle regionen.

Debat Helsingør - 14. juli 2021 kl. 10:38
Af Jens Frimann Nielsen, leder af Helsingør Teater
arrow Læs også: DEBAT: Promovering af Helsingør

For nylig faldt Christian Eriksen for nationen. Heldigvis kom hjælpen hurtigt og effektivt, og Christian Eriksen genopstod fra de døde. Og med Eriksen og landsholdet genfødtes hele nationen. Da Eriksen faldt, blev fodbold med et ligegyldigt, og da han rejste sig igen, kom fodbold til at betyde alt. EM i fodbold blev metaforen for genåbningen af samfundet og med synlig afsmitning på Nordsjælland.

Holdets trænerstab, filosofi og motor er udviklet med dybe rødder i FC Nordsjælland i Farum. Og så var der jo festen omkring landsholdet i Helsingør. Sundbyen blev omdannet til det rene gadeteater i rødt og hvidt, hvor politikere og prominente borgere gerne lod sig fotografere i centrum af spektaklet, mens bussen racede forbi med så høj en hastighed, at livetransmissionerne til Facebook og Instagram indskrænkedes til ganske få sekunder.

Havde chaufføren haft en lidt mere fintfølende fornemmelse for æstetik og de begejstrede fans generøsitet over for landsholdsheltene, havde han nok lettet lidt på speederen for at kvittere for interessen og opbakningen. Det kunne være, landsholdet fik brug for begge dele på et senere tidspunkt. Det hele gik meget hurtigt, hvilket vi bestemt ikke er uvante med i Helsingør. Nu venter vi bare på den næste appelsin i turbanen, og den skal såmænd nok også komme. I hvert fald var håndboldlandsholdet tjekket ind for at forberede sig til de olympiske lege, allerede inden fodbolddrengene var tjekket ud.

Storbylivet er revurderet

Her på den anden side af nedlukningen er det tid til at gøre regnskabet op. Helsingør har i den grad satset på internationale turister og spinoff fra københavnerturismen, som har været helt fraværende, men meget tyder på, at Sundbyen nok skal rejse sig igen. Langt vigtigere for Nordsjælland under et har det været, at nedlukningen har fået mange til at revurdere storbylivet. Huspriserne er ganske enkelt steget i hele Nordsjælland, mange har forladt andelslejligheden i København til fordel for et hus i Nordsjælland - vel at mærke en udvikling, der også er slået igennem i Nordsjællands udkanter.

Jeg fører min egen lille uautoriserede statistik over kunstnere, der flytter til Nordsjælland, og kan konstatere, at tallet ikke bare er klart stigende, men også, at de fordeler sig pænt ud over hele regionen. Alene inden for det sidste halve år har jeg kendskab til i hvert fald 10 kunstnere, hvoraf de fleste kommer fra København, som har bosat sig i vores region. Det er uhyre interessant og åbner for nye udviklingsmuligheder for Nordsjælland, hvis vi ellers griber chancen og formår at åbne og gentænke vores eksisterende institutioner og organisationer, så vi også lokalt og regionalt får glæde af kunstnernes liv og virke.

Ikke plads til nye idéer

Problemet i Nordsjælland er imidlertid, at vi er en af Danmarks allersvageste regioner, og i særdeleshed når det kommer til kulturområdet. De tværkommunale nordsjællandske samarbejder, vi trods alt har, låser sig ofte fast i nogle meget afmålte og veldefinerede aftaler mellem kommunerne, hvor der sjældent er plads til nye idéer og projekter, som kan være med til at udvikle regionen.

De regionale kulturaftaler, hvor et udvalg af kommuner samarbejder om at løse forskellige kulturopgaver sammen, er et godt eksempel på dette. Men også fx vores nye nationalpark, Kongernes Nordsjælland, synes at etablere sig i en tværkommunal organisationsform med flere begrænsninger end muligheder. Jeg savner rammer og strukturer, hvor indholdet ikke er givet på forhånd, og hvor flere har mulighed for at være med.

Dyrt og ineffektivt

Hvorfor er det så et problem? Hvorfor kan kommunerne ikke bare selv løse deres opgaver og udvikle kulturområdet? For det første er mulighederne langt større, når man gør tingene sammen, samtidig med, at man meget ofte i et samarbejde kan samle langt flere kompetencer end man kan mønstre alene. For det andet er det ofte både dyrt og ineffektivt. I EU-støtteprogrammerne prioriterer man altid grænse- og sektoroverskridende samarbejder og lykkedes man med det fx på kulturområdet, betaler EU gerne op til 80 procent af udgifterne. Det er med andre ord en lige lovlig flot luksus at sige nej til samarbejde.

Kig over Øresund

Efter amterne blev afviklet, er eksemplerne på nordsjællandsk samarbejde meget fastlåste og desværre ikke kun på kulturområdet. Men det vil være klogt, når der er kommet ro på efter kommunalvalget, og når man har fået sat genstarten ordentligt i system, at forsøge igen. Og har man brug for inspiration, kan man bare kigge østover til det nordøstre Skåne, hvor store og små kommuner i mange år har haft et tværkommunalt og regionalt samarbejde på en række områder til gavn for både store og små, fordi man ser hinandens forskelle som en fælles styrke.

arrow DEBAT: Helsingør er sendt ud i turist-kulden
29. juli 2021 kl. 10:14 Opdateret: kl. 10:14
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?