
Kære Anne Christine Helms. Tak for dit indlæg i lørdagsavisen (20/2) - og tak for din bekymring for vores fælles omgivelser. Jeg deler din begejstring både for vores smukke købstad, Helsingør, for de omkringliggende bysamfund og for den rige natur, der omgiver os. Alt det skal vi værne om. På en gang bevare og udvikle.
Når det handler om en mulig ny fast forbindelse mellem Sverige og Danmark, forstår jeg godt bekymringen - og jeg er heller ikke ubekymret selv. Ja, der er fordele ved en fast forbindelse når det f.eks. gælder arbejdsmarkedet, det lokale erhvervsliv, turisme og uddannelse. Men der kan være ulemper, hvis den faste forbindelse ikke bygges på den for Helsingør Kommunes bedst mulige måde. Og det er de ulemper, vi skal sætte fokus på.
Når de to landes regeringer har valgt at undersøge en fast forbindelse, er det for mig at se utrolig vigtigt, at vi præger eventuelt videre undersøgelser. Derfor er byrådet gået ind i sagen og har valgt dels at skrive direkte til regeringen med Helsingør-input, dels at få arrangeret borgermøde (via skype d. 2/3) med repræsentanter fra Vejdirektoratet - som står for den strategiske analyse i Danmark - hvor man kan få svar på spørgsmål og i det hele taget få mere viden om, hvad der er i analysen. På mødet vil Vejdirektoratet bl.a. kunne fortælle - som de fortalte byrådet for nylig - at undersøgelsen handler om en boret vej-tunnel dybt under både stranden ved Skotterup, Egebæksvang, Flynderupgaard osv., der først kommer op af jorden på marken mellem Lille Nord og motorvejen. Analysen er på ingen måde gået i dybden med en sænketunnel, men kun kommet med nogle vurderinger og få beskrivelser, og her har jeg det som dig: Nej tak til en sænketunnel! Udover at en sænketunnel vil have miljømæssige konsekvenser, så vil en kombineret bane og vejsænketunnel fuldstændig isolere Helsingør.
Ligesom dig siger jeg nej tak til en sænketunnel ligesom jeg heller ikke ønsker Ring 5. Jeg ønsker på ingen måde heller et gravearbejde i Egebæksvang - og det mener jeg vi skal have gjort regeringen og Folketinget helt klart. Endelig skal vi have kigget nærmere på den togforbindelse, der er undersøgt, for at se om ikke vi - med danske briller i hvert fald - kunne se en lidt mere værdifuld model for os, hvor Helsingør blive knudepunkt for videre forbindelser nordpå. Den slags skal vi samle op på efter borgermødet den 2. marts.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her