Den netop offentliggjorte rapport om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg viser med al tydelighed, hvorfor især svenskerne er interesseret i projektet. Det er nemlig dem, der kan få størst glæde af det.
Det er det danske folketing, der sammen med den svenske rigsdag, skal tage den endelige beslutning om en fast HH forbindelse. Men man kan kun opfordre byrådet i Helsingør til at takke nej til planerne. Projektet vil efter min mening have meget vidtgående og ødelæggende konsekvenser for Helsingør. Kommunen skal ikke kun overleve på en usikker forventning om øget turisme, som det eneste saliggørende. En turisme som under corona-pandemien har vist sig at kunne forsvinde fra den ene dag til den anden.
Rapporten er behæftet med stor usikkerhed både med hensyn til, at projektet er færdigt i årene 2035-2040 og mht. prisen på svimlende 42 milliarder danske kroner. Med erfaringerne fra andre store anlægsbyggerier kan man roligt forudse, at projektet bliver både forsinket og væsentligt dyrere.
Det væsentlige er, at der fra dansk side mangler gode argumenter for projektet. Der nævnes tre områder, der ifølge rapporten kan føre en positiv udvikling med sig: adgang til arbejdspladser, adgang til undervisningspladser og turisme. Men nærlæser man den 128 sider lange rapport, er det især Sverige, der kan få glæde af disse antagelser - som netop er antagelser.
Der mangler derimod ikke argumenter mod projektet. Her skal blot peges på nogle af dem.
1. Det giver virkelig ikke mening at investere 42 mia. Dkr. for blot at spare 24 minutter i bilkørsel og 16 minutter i togrejse mellem Helsingør og Helsingborg. Vi skal derimod investere i grøn energi og bruge pengene på mere personale i daginstitutioner, folkeskoler, sygehuse og plejehjem.
2. Anlæggelse af biltunnelen vil i byggeperioden på 7-10 år og efterfølgende totalt ødelægge naturen i områderne Rørtang og Egebæksvang. Stranden ved Skotterup vil formodentlig ikke kunne bruges i byggeperioden.
3. Togtunnelen vil kræve ekspropriation af de fleste af husene på kystsiden af Stubbedamsvej. Dels fordi der skal graves til tunnelen i en strækning på 1,2 km. fra rundkørslen ved Stubbedamsvej i syd, og dels fordi der skal bores på den sidste strækning frem til Helsingør Station 30 m. under jorden.
4. I en periode på 4 år vil der ikke køre tog mellem Helsingør og Snekkersten. Der vil indsættes busser.
5. Byggeriet vil medføre en voldsom lastbiltrafik til bortskaffelse af udgravet jord i hele byggeperioden.
6. Biltunnelen vil især flytte svensk trafik fra Øresundsbroen til Nordsjælland, og dermed yderligere belaste Helsingørmotorvejen, som måske skal udvides eller i hvert fald kræve yderligere vedligeholdelse pga. den øgede tunge lastbiltrafik. Øresundsbroen forventes af miste 450 mill. dkr. årligt, hvis biltunnelen bygges, fordi trafikken flytter til den nye tunnel.
7. Inden projektet er færdigt i 2035 - 2040 kan verden se meget anderledes ud. Det er værd at minde om, at byrådet overvejede anlæggelse af en krydstogtkaj inden corona-pandemien tog livet af krydstogtturismen.
8. Det anføres ofte, at den faste forbindelse vil betyde tusindvis af nye arbejdspladser i Nordsjælland. Således også i rapporten. Men dokumentationen herfor mangler. Hvorfor skulle 24 minutters mindre transporttid i bil mellem Helsingør og Helsingborg dog betyde så mange flere arbejdspladser? Man kan med lige så stor ret hævde det modsatte, at trafikstrømmen vil gå uden om Helsingør, der bliver mindre interessant for handlende.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her