
Det har rystet mange mennesker at 290.000 m3 grovrenset kloakvand var på vej ud i Øresund. Udtømningen er, på baggrund af protester, sat i bero indtil efteråret. Samtidigt er det kommet frem at Gentofte kommune over de sidste 5 år har udledt 10.000.000 m3 urenset spildevand mens Københavns Kommune har udledt 35.000.000 m3 i samme periode. Det er godt at de 290.000 m3 er sat på pause men de er jo desværre kun en dråbe i havet i forhold til hvad der er lukket ud de sidste 5 år. Derfor bør politikerne ikke alene bruge pausen til at finde en teknisk løsning, der sikrer rensning af det pågældende spildevand. Hele belastningen af havmiljøet generelt- og Øresund specielt- skal omtænkes. Ikke alene er meget større mængder jævnligt blev udledt i forbindelse med massive regnskyl i Kbh. Det sker såvel fra dansk og svensk side og også i Helsingør.
I Helsingør Kommune har Sydkystens Renseanlæg over de sidste 5 år udledt ca. 375.000 m3 blandet regn- og kloakvand. Mange steder er kloaksystemerne gamle, og ikke bygget til at kunne adskille kloakvand fra regnvand- og det kommer klimaforandringerne, med større regnmængder til at vise med al tydelighed. Det kommer både til at kræve en række initiativer til at sikre at regnvand nedsives, bruges eller opsamles og forsinkes og givetvis også store investeringer i at adskille den resterende regnmængde i kloaksystemet.
På byrådsmødet d. 25. november 2019 blev der vedtaget et tillæg til spildevandsplanen. Tillægget indbefatter at Sydkystens Renseanlæg udbygges i 2024. Fire år, er i denne alvorlige sammenhæng, alt for lang tid fortsat at udlede store mængder urenset spildevand og Enhedslisten stemte af denne grund imod tillægget. Desværre er der også et flertal i byrådet der er imod at Helsingør Kommune pålægger Forsyning Helsingør at fritage genanvendt regnvand for vandafledningsafgift. Det ville ellers kunne begrænse mængden af regnvand i kloakkerne og dermed overløb.
Men vreden over udledningen af kloakvand skøjter hen over det vigtigste. Ingen af de danske farvande er i en god biologisk tilstand. Vi tillader stadig en stor udledning af gødningsstoffer fra landbruget. Der udledes hormonforstyrrende stoffer. Plastpartikler i havet slår fisk og fugle ihjel. Der fiskes for meget og forkert.
Et farvand som Øresund skal beskyttes, og der skal laves ramme for farvandet, som i højere grad kan sikre rensning af spildevand, forbud mod udledning af ødelæggende stoffer, sikring af et bæredygtigt fiskeri og bedre kontrol med skibsfartens forurening.
Modstanden mod kloakaffald på badestrande og på kajakpagajer bør udvikle sig til at Øresund, gennem et dansk svensk samarbejde, bliver gjort til maritim nationalpark.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her