9. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: R.I.P. Pølse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

R.I.P. Pølse
Debat Halsnæs - 26. november 2018 kl. 10:08
Af Laila Miermont, Carl Ståltrådsvej, Melby.
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I 2012-13 troppede en flok stålsatte unge arkitektstuderende fra hele verden op i Frederiksværk. De strejfede byen rundt på kryds og tværs, kravlede op og ned overalt, tegnede og modellerede byrum til den store guldmedalje, og det hele blev vist frem i Gjethuset.

Så kom de 'rigtige' arkitekter, der lod sig inspirere af de unges fodarbejde, inden de selv bød ind med deres vinderforslag i marts 2014. Et flot projekt fyldt med store fremtidsvisioner om Frederiksværk, som et stort vidunderligt grønt, gult og blåt sammenhængende industrielt 'bylandvandskab'!

Selvfølgelig understreget af en engageret borgerindragelse - et Borgerlaug, så borgerne ligesom kunne deltage og få en følelse af medejerskab til de store planlagte ændringer af byen.

Arkitekterne skrev endvidere i projektet, at mange af navnene på eksisterende steder og bygninger på en måde er misvisende, som f.eks. Smalle Åsti, Brede Åsti, Skjoldborg, Nordtorvet, Ågalleriet og Ågrillen(!), og her burde politikere invitere Borgerlauget til at komme med forslag til nye navne, der bedre kunne styrke formidlingen af byens industrielle kulturarv.

Her bedes de nedrivningsklare politikere lægge nøje mærke til, at arkitekterne kun bad om et nyt navn til Ågrillen - ikke at bygningen skulle jævnes med jorden!

Men måske kunne man bare ikke finde på et nyt navn! Skal Skjoldborg så også rives ned, hvis man heller ikke kan finde på et nyt navn til det? Og øh Borgerlauget kunne man heller ikke spørge, fordi der ikke er noget.

Til gengæld er der overflod af ord i de politiske referater, som 'sammenhængskraft, helhedsorienteret planlægning og ikke mindst opstramning og oprensning', mens ordet 'udrensning' ikke optræder, selvom det nok burde.

For intet må skæmme øjet og da slet ikke en pølsebar, som Ågrillen, der blev bygget i samme stil - Betonstilen - ligesom resten af byggeriet i 1970.

I 2020 ville Ågrillen altså fylde 50 år!

Tager man August Højrups to pølsevogne, som stod på pladsen, før han byggede den solide bygning, med i regnskabet, så er vi oppe på en 73 år gammel pølsetradition. Det er jo en hel menneskealder og rigtig mange fortærede pølser, så derfor må Ågrillen nødvendigvis være blevet en fast del af Frederiksværk og borgernes DNA og historie.

Men politikerne synes determinerede - byen skal renses for bygninger, der ikke 'gør noget godt for byen', og som ikke passer ind i politikernes æstetiske sans for udsigt. Så skidt med, at det er definitivt slut med grillpølsepauser i Frederiksværk. Skidt med by, borgere og historisk DNA! Pølsen skal væk! Nu!

Nu da politikerne har fået deres ønske opfyldt - øjeblikkelig politisk udsigt til absolut ingenting, stilles borgerne i udsigt, at vi på sigt, lige så stille glemmer og vænner os til at acceptere, at det ikke var ok, at gennemtvinge en nedrivning af en absolut velfungerende og historisk bygning.

En bygning, der med et par få kunstgreb, kunnet have fortsat sit virke som bindeled mellem fortid og fremtid, mennesker og by.

Der går nok alligevel en rum tid før byens borgere og brugere holder op med at føle et sug af sult og savn, når de efter en laaaang gåtur på byens nye forlængede boardwalk-kystlinie, endelig når frem til Frederiksværks nye intetsigende turistattraktion: Den bare Plet!