21. januar 2021
Anton Lykke og Frederik Vad. Privat foto
Anton Lykke og Frederik Vad. Privat foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pinlig uddannelsesvejledning skal ændres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pinlig uddannelsesvejledning skal ændres
Debat Halsnæs - 04. januar 2021 kl. 09:19
Af Frederik Vad Nielsen, Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Anton Lykke Jensen for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Halsnæs

I Danmark bryster vi os af at klæde unge godt på til uddannelses- og arbejdslivet. Vi tilbyder uddannelsesvejledning, brobygning, erhvervspraktik og meget andet i folkeskolen.

Sandheden er bare en anden. Vores uddannelsesvejledning er ikke i nærheden af at kunne levere det den skal kunne. Tag nu bare Halsnæs Kommune. Her er der én uddannelsesvejleder som har ansvaret for over fem forskellige skoler og cirka 200 skoleelever på hver skole. Vejlederen har også ansvar for at hjælpe interesserede unge med at komme i erhvervspraktik i 9. klasse. Et enkelt menneske skal altså kunne give en grundig vejledning til de elever, som er i tvivl om deres uddannelsesvalg, uoplyste om mulighederne eller har brug for at blive udfordret.
Eksemplet fra Halsnæs Kommune er ikke enestående.

Gennem mange år er uddannelsesvejledningen blevet syltet, og antallet af unge der har adgang til ordentlig uddannelsesvejledning faldet. I dag er det kun de såkaldte ikke-uddannelsesparate elever, som har krav på individuel vejledning. Alle andre er overladt til sig selv, forældrenes uddannelsessnobberi eller klassekammeraternes sparring. Det er pinligt at vi ikke gør det bedre, og det skaber kun mere forvirring og utryghed for unge.

Derfor har vi brug for at få ændret grundlæggende ved vores uddannelsesvejledning. Alle unge bør have krav på individuel vejledning på skolerne. Den enkelte uddannelsesvejleder skal have ansvar for langt færre matrikler. Derudover bør uddannelsesvejledernes uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund afspejle samfundet langt bedre. Flere skal have en faglært baggrund, så det ikke kun er gamle skolelærere med en diplomuddannelse i vejledning, som har ansvaret for at give en ordentlig vejledning.

Vi ved, at rigtig mange unge træffer et forkert uddannelsesvalg, og historierne om at de gymnasium- og seminarium-uddannede uddannelsesvejledere har svært ved overhovedet at nævne to håndfulde erhvervsuddannelser, er alt for talrige. Alle slags skoleelever skal have nogen voksne at spejle sig i.

Sidst men ikke mindst skal der indføres obligatorisk erhvervspraktik i folkeskolen. Det skal ikke være traditionelle praktikforløb, hvor man ofte sidder i kantinen eller personalerummet og drikker sodavand i en uge. Vi har brug for at skoler, kommuner og det lokale erhvervsliv samarbejder om at lave rigtige erhvervspraktikforløb, hvor eleverne får indgående kendskab til en bestemt type arbejde i praksis. Måske ovenikøbet selv kan være med til at skabe noget. I en tid hvor vi skriger på faglært arbejdskraft, er det en gylden mulighed for at præsentere flere elever for en verden af uddannelser og fag, som de ikke troede fandtes.

Alt i alt har vi brug for en ny politik for uddannelsesvejledning i det her land. Det kan ikke være rigtigt at unge i Halsnæs Kommune og andre steder, skal spises af med det nuværende system. Lad os ændre det nu!

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?