Nis Rasmussen kritiserer i et læserbrev, at der ikke er sket noget i forhold til at gøre St. Karlsmindevej mere trafiksikker. Jeg vil gerne uddybe hvorfor. I 2017 besluttede et flertal i Byrådet en løsning, hvor der med mellemrum opstilles fartmålere på strækningen. Denne ordning fungerer stadig.
Vi har i Halsnæs et antal mobile fartmålere, som vi periodevis placerer forskellige steder i kommunen. Hvis vi besluttede, at de permanent skulle stå ved St. Karlsmindevej, ville der være andre områder, som ikke fik gavn af dem. Det kunne man måske forsvare, hvis der var tal, der viste, at St. Karlsmindevej er en "sort plet" på vejkortet. Det er der imidlertid ikke tal, der viser. Hverken når vi ser på trafikken som sådan, uheldsbilledet eller hastighederne. Derfor administreres der fortsat efter den beslutning Byrådet traf i 2017.
Når det så er sagt, arbejder vi løbende med at forbedre trafiksikkerheden. Der er for nylig vedtaget en strategi for trafik og infrastruktur, og i forlængelse heraf arbejder vi nu med en handleplan med konkrete initiativer i forhold til trafiksikkerheden. Heri indgår også overvejelser om at gøre yderligere i forhold til fartdæmpende foranstaltninger ved St. Karlsmindevej. Det kan f.eks. være, at man gøre noget ved selve vejens udformning og antallet af fartdæmpende foranstaltninger. Det er min forventning, at vi løbet af foråret kommer til at tage stilling til, hvilke initiativer der skal prioriteres.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her