6. maj 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Skal vi Liste A?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Skal vi Liste A?
Debat Halsnæs - 03. maj 2021 kl. 17:16
Af Henrik Høy-Caspersen, Blåmejsevej, Hundested

Med afsæt i den politiske komedie – eller snarere tragedie, hvor Lynæs Surfcenter har spillet en ufrivillig rolle, og været kastebold i et absurd teater, der har skabt tabere på alle fronter, er det værd at stoppe op og se lidt på hovedrolleindehaverens ageren.

Hovedrolleindehaveren er og bliver Liste A, som modsat andre hovedrolleindehavere, har fjernet sig helt fra rampelyset, og er kravlet op i træet, hvor de angiveligt sidder og funderer over hvilke nye gode initiativer fra borgere og erhvervsinteressenter, de nu skal spænde ben for.

Mens de sidder oppe i træet, er de bekvemt fri for dialog med borgere, foreninger og andre irriterende elementer. Det er det indtryk man sidder tilbage med på baggrund af flere sager, herunder bl. a. sagen om surfcenteret, men også forlængelsen af Idrætsstrategien. I begge disse sager har Liste A udmærket sig ved at afstå fra at stå på mål for de beslutninger og den retning, man som parti sætter i de enkelte sager. Det gør, at man som borger spekulerer på, om begreber som demokrati, dialog, involvering og medinddragelse overhovedet er elementer, der er beskrevet den socialdemokratiske bog.

Ved festlige lejligheder ser man ofte at de lokale Socialdemokrater, kommer ned fra træet og deltager beredvilligt i løjerne. Skal der skrives et læserbrev, hvor man ved et anlægge en undskyldende tone gør sig munter på bekostning af lokale, aktive og innovative initiativtagere, ja så er man i sit ”S”.

Skal der lanceres en Vision eller en Planstrategi, ja sågar en idrætsstrategi, står man ligeledes i forreste række. Hylder alle vendinger og formuleringer, og inviterer borgerere og interessenter til at byde ind på alle de fortræffeligheder, som man i floromsvundne og højtragende beskrivelser har sat ned på papiret og leveret stemmer til.

Desværre falder alle de gyldne løfter og højtragende intentioner, som man ved borgermøder har udstukket, brat til jorden, når borgerne begynder at levere i pagt med planer og visioner. Nå, nej. I forbindelse med forlængelsen af idrætsstrategien, blev idrætsforeningerne ikke lukket ind til møderne. De blev simpelthen ikke anset for at være en værdig leverandør til formålet, men ellers...

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at både kommunens vision samt planstrategien helt utvetydigt peger i retning af de initiativer, som brødrene i surfcenteret leverer, og som den seneste tids debat på sociale medier helt entydigt peger på behovet for, også, og måske særligt i lyset af en langvarig Corona-krise.

Liste A, skyder øjeblikkeligt initiativet ned, går i noget, der ligner sort og vil end ikke så meget som diskutere blot en dispensation, som kunne være et godt testredskab i forhold til den nye lokalplan, som meeeeeget længe har været på tegnebrættet. Den noget vage og vattede undskyldning er, at vi vil godt lige vente. Tjaeee, så sikrer vi da, at vi gør som vi plejer, og mon ikke den eksisterende lokalplan når at fejre 30 års fødselsdag, før en ny er født.

I mellemtiden ser vi en Liste A, som med stormskridt løber fra alle de intentioner, de selv har søsat i planer og visioner. De lader et måbende erhvervsliv i stikken, og håner dem oven i købet efterfølgende i et læserbrevsindlæg. Det er sgu flot.

Man kan jo spørge sig selv, hvornår Liste A kommer ned fra træet, og forklarer sig lidt. Her der håb forude, idet næste store festlige lejlighed er KV 21, hvor vi skal sammensætte et nyt hold til byrådet. Jeg er her helt sikker på, at vi vil se nogen meget imødekommende socialdemokrater, som med pomp og pragt rejser rundt i kommunen med den røde campingvogn. Her vil vi med garanti registrere en helt anden velvilje – også i forhold til lokal erhvervsudvikling, end det, vi ser lige i øjeblikket. Sikkert er det dog også at der er al mulig grund til at betvivle løfter og udsagn, der udgår fra den røde vogn.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?