På det seneste byrådsmøde kunne man konstatere, at der var en noget lunken holdning til at etablere en uvildig borgerrådgiver funktion, på trods af mulighederne for at finde hel eller delvis finansiering via Finansloven. Det beklager Radikale Venstre i Halsnæs.
Argumentet fra både S og V, skulle være, at den tidligere ordning med en borgerrådgiver for ældre ikke virkede og ikke havde nogen, eller ganske få sager, at arbejde med.
Når man taler med andre kommuner der har ansat en uvildig borgerrådgiver, der omhandler alle kommunens forvaltninger og ikke kun ældre, så får man klart det indtryk, at de har rigtig mange sager og at borgerne er glade for muligheden for en uvildig rådgivning og sågar forvaltningerne også ser det som et gode.
Men der er måske en årsag til hvorfor det ikke kan virke i Halsnæs - jeg kan kun spekulere om hvorfor. Det handler måske om kulturen på rådhuset og manglende information til borgerne.
Men kan vi ikke få opbakning til at få ansat en uvildig borgerrådgiver, så skal Radikale Venstre i Halsnæs henlede byrådets opmærksomhed på, at kommunen senest den 17. december 2021, i henhold til et EU-direktiv fra 2019, SKAL oprette en uvildig Whistleblower ordning, hvor borgere, samarbejdspartnere og ansatte kan indberette om alvorlige lovovertrædelser og forhold i kommunen. EU-direktivet fra 2019 fastsætter at alle virksomheder, offentlige som private med mere end 50 ansatte skal etablere en whistleblowerordning.
Mange organisationer der har viden om whistleblower ordninger, foreslår at man i kommunerne organiserer ordningen omkring en uvildig Borgerrådgiver. På den måde har man sikret organiseringen i en uvildig funktion - og så har Borgerrådgivere ihverfald een konkret opgave at komme igang med. Radikale Venstre i Halsnæs ser gerne at kommunen tager opgaven med Whistleblower ordningen seriøs og samtidig overvejer at lade en uvildig Borgerrådgiver stå for ordningen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her