17. oktober 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: En nødvendig og værdig debat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: En nødvendig og værdig debat
Debat Halsnæs - 20. september 2021 kl. 10:35
Af Mogens Nørgaard Olesen, H. P. Christensensvej 18, Frederiksværk

Den 16. november skal der være valg til byrådet, regionsrådet og for ældre medborgere også til ældrerådet. Forud for offentlige, demokratiske valg er det vigtigt, at der i medierne foregår en debat om en række emner, således at vælgerne er orienteret om kandidaternes synspunkter, og i løbet af denne debat, kan der til gavn for den demokratiske proces, komme nye aspekter ind valgkampen. Ethvert synspunkt er vigtigt for demokratiet.

Sådan skal det være, og derfor skal der også gives plads til meningsytringer i anledning af valget. I en fri debat, vel at mærke, hvor man ikke skal købe sig spalteplads via annoncer. Men denne "idealtilstand" når man ikke i Halsnæs, og det er meget beklageligt og et alvorligt demokratisk problem. Man vil til ældrerådsvalget ganske vist udgive en såkaldt valgavis, hvor hver kandidat kan fortælle om sig selv på 5 linjer og om sit valgprogram på andre 5 linjer. Har en sådan valgavis med det omfang nogen betydning?

Altså kan der med disse snævre rammer ikke skabes nogen demokratisk debat med et kvalificeret indhold forud for ældrerådsvalget. Tager man et enkelt emne blandt virkelig mange relevante emner, som f.eks. menneskelig værdighed i ældreplejen, så kan det ikke afklares på 5 linjer. Her handler det om den enkeltes menneskesyn, om økonomiske principper i de kommunale budgetter, om allokering af personaleressourcer og om at give de ældre en mulighed for at ytre sig. Det er en væsentlig og vigtig diskussion, som bør fremmes inden et valg, og hvor pressen har et stort ansvar.

Så kan det ikke nytte, at man giver kandidaterne så snævre rammer, at enhver debat er dræbt på forhånd.

Vi har behov for en nødvendig og værdig debat, og både kommunen og den lokale presse har til opgave at fremme denne debat.

Svar til Mogens Nørgaard Olesen:

Også kandidater til Ældrerådsvalget er velkomne til at sende valgdebatindlæg på max.1200 anslag, ligesom vi på redaktionen vil følge Ældrerådsvalget og tage relevante emner op undervejs.

Niels Jørgen Larsen
Lokalredaktør Halsnæs Avis og Frederiksborg Amts Avis, Halsnæs

Rejser du til udlandet i år?