14. november 2018
Foto: Karl Erik Frederiksen
Foto: Karl Erik Frederiksen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skatteyderne skal ikke betale for huset i Kirkestræde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skatteyderne skal ikke betale for huset i Kirkestræde
Debat Gribskov - 29. august 2018 kl. 10:16
Af Klaus Walin, Søkæret 4, Annisse, Helsinge
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Ejeren af huset i Kirkestræde i Annisse har stævnet Gribskov Kommune for 860.000 kroner, fordi kommunen i en periode i 2017 standsede byggeriet af huset. Bygherres tab på 860.000 kroner skal ikke dækkes af Gribskov Kommune, men derimod af arkitekten. En professionel arkitekt kunne slet ikke være i tvivl om indholdet af den bevarende lokalplans bestemmelser om, hvordan bygninger til beboelse skal opføres.

Den bevarende lokalplan for Gl. Annisse fastsætter helt klart, at bygninger i det mest bevaringsværdige område af landsbyen skal opføres murede, gavltrekanter kan tillades opført i træ, og ovenlysvinduer skal have en vis højde og indkørsler en vis bredde.

Til trods for lokalplanens bestemmelser blev der i byggeansøgningen ikke søgt om dispensation i forhold til lokalplanen til et hus opført i glas med glasgavle og et for højt ovenlysvindue. Gribskov Kommune udstedte af uforklarlige årsager byggetilladelse til huset, som med sin placering og i sit bygningsudtryk på ingen måde er nogen berigelse for Annisse og slet ikke for naboerne.

Kort tid efter modtagelsen af byggetilladelsen spurgte bygherre Gribskov Kommune, om byggetilladelsen også var givet til de tre paragraffer i lokalplanen, som byggeriet helt åbenlyst ikke var i overensstemmelse med. Det bekræftede kommunen. Da byggeriet senere blev standset, mente bygherre, at kommunens bekræftelse bragte ham i »god tro« med hensyn til byggeriets lovlighed. Hvis han var i »god tro«, havde han aldrig spurgt.

Arkitekten kunne som professionel ikke være i tvivl om, at glashuset ikke overholdt lokalplanens bestemmelser. Arkitekten har optrådt med manglende professionalisme og uden respekt for landsbyens bevaringsværdier. Det er moralsk forkasteligt og uacceptabelt, at arkitekten uden dispensationsanmodning ansøgte om byggetilladelse til et hus, der på ikke mindre end tre punkter overtrådte den bevarende lokalplan. Det er beskæmmende, at Akademisk Arkitekt Forening har medlemmer, som bevidst forsøger at omgå og derved underkende de bevaringsværdier, som en bevarende lokalplan skal beskytte.

Gribskov Kommunes fejlbehandling af byggesagen fratager ikke bygherre og arkitekt det egentlige ansvaret for standsningen af byggeriet og inddragelsen af byggetilladelsen. Byggetilladelser gives altid på betingelse af lokalplanhensyn, som bygherre er ansvarlig for overholdelse af. Derfor må bygherre rette sit erstatningskrav mod arkitekten og dennes rådgiveransvarsforsikring og ikke mod Gribskov Kommune og dens skatteydere.