22. september 2019
Bliv og kæmp, lyder opfordringen til den afgående formand, manden på billedet, Bjarne Pedersen. Foto: Allan Nørregaard.
Bliv og kæmp, lyder opfordringen til den afgående formand, manden på billedet, Bjarne Pedersen. Foto: Allan Nørregaard.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Åbent brev til afgået V-formand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Åbent brev til afgået V-formand
Debat Gribskov - 08. september 2019 kl. 15:26
Af Søren Bald, Formand for Gribskov Radikale, radikal landsformand 2001 - 2009, Tibirke Sand
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kære Bjarne Pedersen
Du har nu både trukket dig som formand for Gribskov Venstre og samtidig meldt dig ud af partiet, fordi du synes, at man har behandlet Lars Løkke urimeligt, d.v.s dårligt. Jeg skriver dette åbne brev til dig, fordi jeg - som du var - er formand for en vælgerforening, nemlig de radikale her i Gribskov. Jeg forstår udmærket din første beslutning, men jeg synes ikke, at din anden beslutning er fornuftig.

Det er klart, at hvis dit parti i en sag, der sådan set er meget organisatorisk, behandler den siddende formand uanstændigt, så er det i min optik OK at gå som lokal formand, selv om partiformanden ikke er opstillet her i Storkredsen.

Din anden beslutning beklager jeg meget. Ikke af personlige grunde, men af politiske og demokratiske.

Vælgerforeningerne står svagt i det politiske Danmarks-billede. Det er - på godt og ondt - folketingsgrupperne, der tegner partierne.

Når mennesker som du trækker sig ud af det politiske arbejde, svækkes medlemsdemokratiet yderligere. Måske betyder vi ikke så meget, men vi er, når det kommer til stykket, de vælgerforeninger, der er baggrunden for, at de siddende MF'ere bliver opstillet. Vi har faktisk magten til at sige ja eller nej, og når mennesker som du siger stop, så får folketingsgrupperne endnu større magt.

Hos os radikale har vi fastholdt, at partiets landsformand ikke kan være hverken folketingskandidat eller MF'er, men det betyder ikke, at medlemmerne bestemmer en masse. Radikale gruppeformænd som Niels Helveg og Marianne Jelved gjorde en indsats for at sikre sig medvirken fra landsforbundet. Andre gjorde det ikke. Og havde heller ikke lyst, fordi medlemsdelen virkede besværlig, selv om vi kom med en masse penge!

Jeg synes ikke, at du skal melde dig ind hos os, for du er Venstremand, men jeg synes, at du skal genoverveje dit medlemskab af Venstre. Vend tilbage og tag kampen op for, at medlemmerne skal have reel indflydelse. Den kamp er værd at føre, for den er med til at give ilt til demokratiet. Det lever nemlig ikke kun af Christiansborg. Det henter også livskraft fra partimedlemmerne, så drop den udmeldelse. Vend tilbage og kæmp!