debat Vi er blevet spurgt, hvorfor vi konservative ikke melder et eller andet slagfærdigt ud i forhold til kommunens efterhånden mest omtalte sti gennem Farumgård?
Svaret er enkelt: Sagen er sendt fra byrådet til Fredningsnævnet i 2019 og er dermed ikke længere en politisk sag.
Så vi afventer Fredningsnævnets afgørelse, og indtil da bør vi som byråd ikke blande os i sagens udfald. For det er, når der sker politisk indblanding i en sag, at retssikkerheden er truet. Det kan vi ikke være bekendt i et retssamfund.
Ikke desto mindre blev der i byrådet onsdag aften stillet et forslag om, at vi skulle blande os i et brev, som kommunens forvaltning har skrevet og sendt på opfordring af Fredningsnævnet.
Argumentet for den ønskede indblanding var, at retssikkerheden var truet. Man ønskede dermed politisk indblanding i en nævnsafgørelse. Man foreslog med andre ord at bekæmpe manglende retssikkerhed med mere manglende retssikkerhed!
Det kan vi naturligvis ikke være med til. Vi sikrer retssikkerheden i sagen ved, at der ikke er politisk indblanding i det, som Fredningsnævnet foretager sig. Magtens tredeling er vigtig i en retsstat.
Hvad så med den påståede manglende retssikkerhed i forvaltningens brev? Kommunens forvaltning har svaret byrådet fuldt tilfredsstillende på dette og på en lang række andre spørgsmål om indholdet i brevet til Fredningsnævnet.
Vi har en lang tradition for apolitiske embedsværk. Vi konservative har tillid til vores dygtige forvaltning. Vi vil opfordre alle, som vil vide mere om sagen, til at læse forvaltningens redegørelse og få syn for sagen.
I denne sag skiller vi skidt fra kanel ved at lade Fredningsnævnet få arbejdsro uden politisk indblanding.
Vi har hele tiden har håbet på en løsning som tilgodeser offentlighedens adgang og samtidig respekterer ejers ret til privatliv. Af hensyn til familien som bebor på Farumgård ser vi frem til en snarlig afgørelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her