10. august 2020
Gustav Juul. Foto: Kenn Thomsen
Gustav Juul. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Socialdemokratisk miljøhykleri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Socialdemokratisk miljøhykleri
Opdateret 23. juli 2020 kl. 09:52
Debat Furesø - 23. juli 2020 kl. 09:50
Af Gustav Juul(V) og Øjvind Vilsholm (Ø), Byrådsmedlemmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Læseren af Frederiksborg Amts Avis den 16. juli skal ikke lades det mindste i tvivl om, at socialdemokrater i Furesø er miljøets og de lokale søers bedste ven.

De to socialdemokratiske byrådsmedlemmer Lene Munch-Petersen og Matilde Powers har nemlig fået en stort opsat artikel i Frederiksborg Amts Avis den dag. I artiklen taler de to politikere om, at mindre regnvand skal løbe i vores kloakker for at belaste vores søer mindre ved skybrud og efterfølgende overløb.

Det er glædelig læsning for de borgere, der bekymrer sig om miljøet og vores drikkevand. Problemet er bare, at det er en kende hyklerisk, at de to socialdemokrater nu står frem som miljøets redningsfolk. Vi er nemlig nogle byrådspolitikkere, der holder øje med, hvad Socialdemokratiet reelt gør og stemmer for i byrådssalen.

Venstre og Enhedslisten er langt fra enige om alt. Men vi husker tydeligt, at det er Enhedslisten, der gennem en længere årrække har kæmpet for at få gjort genanvendelse af regnvand obligatorisk i alt nybyggeri i kommunen. Og det må vel også tilskrives Enhedslisten, at det trods alt i kommuneplanen 2017 er blevet et krav, at der ved større nybyggerier i kommunen skal etableres anlæg, der kan genanvende regnvand til tøjvask og toiletskyl.

Venstre og Enhedslisten husker også, at det var Enhedslisten, der på byrådsmødet i marts 2018 stillede forslag om, at der skulle etableres anlæg til genanvendelse af regnvand i bofællesskabet Ydungaard. Vi husker også, at Socialdemokratiet stemte imod (i øvrigt sammen med resten af byrådet, undtagen Enhedslisten).

Det klinger derfor både hult og hyklerisk, når de to socialdemokratiske udvalgsformænd stiller sig frem og lufter deres bekymringer for vores søer samtidig med, at de lovpriser genanvendelsen af regnvand.

Og så er det i øvrigt ikke korrekt, når de to socialdemokrater oplyser, at det slet ikke kan betale sig at installere genanvendelsesanlæg i almindelige ejendomme. Ifølge Furesø Kommunes egen forvaltning tager det kun mellem 8 og 16 år for et genanvendelsesanlæg at tjene sig hjem. Langt de fleste boliger står i længere tid, så det kan naturligvis betale sig både miljømæssigt og økonomisk. Det er derfor, at Enhedslisten igen og igen har plæderet for at gøre det obligatorisk i alle boliger.

Det bliver spændende at se, om Socialdemokratiet fremover vil bakke op, når Enhedslisten stiller forslag om at nybyggede huse skal have anlæg, der kan genanvende regnvand til tøjvask og toiletskyl. Men indtil nu har opbakningen været til at overse. Det skal læserne da vide.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?