12. april 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Akacietorvsforurening spreder sig i Farum Landsby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Akacietorvsforurening spreder sig i Farum Landsby
Debat Furesø - 29. marts 2021 kl. 15:10

Henrik Rune Jensen Farum Hovedgade 86 3520 Farum

DEBAT Furesø kommune kan via en ny samlet lokalplan for Akacietorvet skabe rammer, som muliggør en fremtidig oprensning af Akacietorvet. Det kræver blot, at kommunen handler frem for at tie.

Som nabo til Akacietorvets PCE- og TCE-forurening har vores familie på nærmeste hold mærket de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af, at politikerne har forholdt sig passiv til en oprensning.

Vores hus er blevet dømt sundhedsskadeligt at bo i på grund af de opstigende forurenende gasser, hvilket er en enorm stressfaktor i dagligdagen.

Økonomisk set er det også en bombe under vores familie, da huset nærmest er usælgeligt, både i kraft af selve forureningen, men dertil kommer, at kreditforeningerne ikke vil låne penge til en eventuel køber.

I vores tilfælde findes der ingen erstatningsmuligheder eller støtte til ombygning af huset for at forsøge at mindske de indtrængende giftige gasser.

Gamle huse er umulige at tætne helt imod de opstigende giftige gasser, så derfor er beboerne i Farum Landsby sårbare i forhold til, at forureningen spreder sig.

Den eneste sikre, effektive metode til at stoppe gassernes indtrængning i gamle huse er at rive huset ned og bygge et nyt hus.

Den udvikling kan Furesø Kommune ændre ved at lave en lokalplan, som skaber rammerne for, at Akacietorvet kan udvikle sig i en retning, som muliggør en oprensning.

En løsning kunne være, at den kommende lokalplan tillader boliger på Akacietorvet samt et krav om p-kælder under den nuværende Netto - hermed ville forurenings-"kilden" blive bortgravet.

Derved kan det måske undgås, at huse i Farum Landsby i fremtiden bliver sundhedsskadelige at bo i. En lokalplan med disse muligheder vil gøre et projekt interessant og rentabelt for en ejendomsudvikler.

Hermed en appel til, at Furesø kommune tænker i løsninger for de fremtidige generationer i Farum Landsby.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?