8. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: I lommen på regeringen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I lommen på regeringen?
Debat Frederikssund - 10. februar 2020 kl. 10:45
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Jørgen Bech (V), Frederikssund Byråd:

Regeringen ønsker ny udligning mellem kommunerne. Frederikssund Kommune, som allerede ligger som nummer 26 højeste i skat, skal med eet aflevere yderligere 45 millioner kroner HVERT ENESTE ÅR.

De penge skal så forbedre økonomien hos kommuner, der har en betydelig lavere skatteprocent end Frederikssund Kommune. For eksempel hovedstadskommunerne Albertslund, Køge, Brøndby, Ballerup, Gladsaxe og Herlev. Det er alle socialdemokratiske kommuner med velpolstret økonomi og lav kommuneskat. Hvorfor skal Frederikssund kommune betale til dem?

Eksempelvis Gladsaxe har en skatteprocent på 23,6. Frederikssund Kommunes er 25,8 procent. Så måske burde regeringen i stedet kræve, at Gladsaxe satte skatten op, fremfor at vi skal betale til dem? Hvorfor vides ikke, for regeringen holder beregningsmetoden hemmelig.

Jeg troede, at alle i vores byråd uanset partifarve ville samarbejde om at kæmpe for Frederikssund Kommune og for vores borgere. Det er nemlig dem, som ellers kommer til at betale regningen for regeringens uretfærdige udligning.

Jeg troede indtil for nyligt, at Tina Tving Stauning og de lokale socialdemokrater også ville protestere imod regeringens åbenlyst uretfærdige forslag. Det har socialdemokraterne gjort i både Egedal og Lejre. Stor respekt for deres mod og samarbejdsevner.

Men nej! I stedet kritiserer socialdemokraternes borgmesterkandidat Tina Tving Stauning nu vores egen borgmester, blot fordi han på borgernes vegne protesterer mod regeringens forslag.

Hun skriver også: »...Byrådet kan hæve skatten, skære ned på velfærden eller bruge af kommunens kassebeholdning. Det sidste er en reel mulighed«.

Hvis vi bruger 45 millioner kroner af kassebeholdningen hvert år, ja, så er både den og udviklingsmulighederne væk på tre-fire år, og hvad så derefter? Er det det, Socialdemokratiet ønsker?

Forhåbentlig kommer regeringen ikke igennem med deres makværk, men det ville klæde socialdemokraterne i Frederikssund Kommune at samarbejde om at protestere for borgernes skyld.