21. september 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvor skal vi hen, du?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvor skal vi hen, du?
Debat Frederikssund - 19. februar 2019 kl. 15:44
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Flemming Bülow, Færgevej 75, Frederikssund:

Mange husker sikkert den lille skovtrold Hugo, som styrtede rundt blandt mange farlige forhindringer med håbet om, at nogen kunne bringe ham frem til målet.

Nogle gange føler jeg mig som Hugo, der venter på, at kompetence, indsigt og visioner vil lede mig og vores by frem til et fornuftigt mål.

Denne gang er baggrunden, at Folketinget har givet vores kommunalbestyrelse lov til at bestemme om hastigheden skal sættes ned i bymæssig bebyggelse

De borgerlige er imod, mens Socialdemokratiet er for en nedsættelse. Dette skete på trods af, at det er tydeliggjort, at hastighed er dræbende og at over halvdelen af landets befolkning ønskede at nedsætte hastigheden i bymæssig bebyggelse. Men et flertal i Frederikssund Byråd er tilsyneladende klogere end eksperterne og landets befolkning til sammen, og valgte at afprøve, hvor slemt det kunne være, at sætte hastigheden ned på enkelte villaveje i kommunen.

Formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning, forsøgte, i et debatoplæg i Amtsavisen at appellere til nejsigerne ved at omregne hastighedsnedsættelsen til tid. Så kom Socialdemokratiets Niels Martin Viuff til orde og fortalte, at han egentlig var ligeglad med høj hastighed på alle andre veje end der, hvor der var børn.

Socialdemokraten Poul Erik Christensen forsøgte at vække de gamle tal om trafiksikkerhed og kunne afslutte sit indlæg med at konstatere, at fart dræber.

Så forsøgte Venstres Michael Thøgersen at gøre hele debatten umulig, fordi Niels Martin Viuff havde ment noget andet end Socialdemokratiets partiformand. Thøgersen virkede i øvrigt ligeglad med hastigheder, for som han sagde: Trafik er farlig, og det er der jo ikke noget nyt i.

Jørgen Beck fra samme parti var bange for, at det tilsyneladende så ud, som om det nu var Venstre, der fik skyld, hvis der skulle ske trafikulykker. Så forsøgte han at bilde borgerne ind, at der f.eks. ikke var grund til at fastholde 40 km hastighedsbegrænsning det sidste stykke af Færgevej mod Willumsensvej, fordi der ikke var chikaner og farlige udkørsler.

Nu er det så Hugo vil sige: »Hvor skal vi hen du?« . Vi kom ikke tættere på en hastighedsnedsættelse i bymæssig bebyggelse, selvom muligheden er mere end til stede. Vores politikere er tilsyneladende tilfredse med at konstatere, at de stort set er uenige i alt og formentlig aldrig vil komme frem til et fælles resultat. Det ved vi sikkert godt, men ved vi også, hvad vi skal svare, når Hugo siger: »Hallo er der nogen hjemme«.