18. august 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brutal politikeradfærd i Bi Lidt-sag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brutal politikeradfærd i Bi Lidt-sag
Debat Frederikssund - 01. august 2019 kl. 13:23
Af Aage Brems-Pedersen, Klintevej 2C, Frederikssund:
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Bemærkninger til »Planstrategi 2019 for Fremtidens Frederikssund«:

På side 4 i ovennævnte dokument ses følgende sympatiske bemærkning: »Kommunen er borgernes, og deres liv og hverdag sætter dagsordenen for kommunen. Vi udvikler kommunens service sammen med aktive borgere og fællesskaber. Kommunen møder borgere og virksomheder med et smil og går målrettet efter resultaterne i en dialog. Vi satser på borgere og virksomheder«.

Men - når man har oplevet forløbet af sagen Lokalplan 109 i 2017 vedrørende Bi Lidt, føles det som en hån at læse ovenstående.

De mange høringssvar, ikke kun fra naboerne, som følte sig trådt på, men også fra borgere fra mange andre steder i kommunen, havde næsten enstemmigt det tilfælles, at projektet var for stort og arkitektonisk upassende til stedet, fuldstændig ødelæggende for vores smukke kyst.

Behandlingen af alle høringssvarene konkluderer, med undtagelse af svar til Kystdirektoratet og Vejdirektoratet, at »Høringssvaret medfører ingen ændringer«, dog med de tilføjelser, hvor det er relevant, at fem strandhuse udgår af planen samt et enkelt svar, som vedrører højden på et hegn.

Kun det faktum, at nabokredsen, støttet af andre engagerede borgere, via advokat indsendte en begrundet klage til Planklagenævnet, forhindrede, at planen dengang blev vedtaget og byggeriet igangsat.

Planklagenævnet var overbebyrdet med sager og nedkom først med sin kendelse i februar i år. Nævnet gav os ikke ret i klagen, men bemærkede dog, at visualiseringen var utilstrækkelig og, mere vigtigt: Der skulle angives en grund til, hvorfor man ville afvige fra Planlovens krav om maksimalt 8,5 meters højde i byggeri langs kysten.

Man valgte så at fremsætte lokalplan 109 i uændret form med den, både i beskrivelse og visualisering, groft uærlige begrundelse, at kystbilledet ikke ville blive væsentlig påvirket.

Denne groft uærlige begrundelse, som embedsværket aldrig burde have accepteret, er nu blevet afsløret for politikerne, og man må så håbe, de efter sommerens tænkepause erkender, at man skal holde sig til reglerne.

Hører de os ikke, og fremturer de med samme brutale adfærd mod beboerne nær Thorstedlund og i Borgervænget, må man håbe, at der udvikler sig et tværpolitisk oprørsparti alene med den dagsorden at indføre anstændighed i alle kommunens dispositioner. Da kommunalpolitik ikke har meget med partipolitik at gøre, bør et sådant parti, der tegnes af personer med evner og vilje, kunne få en betydende størrelse og indflydelse.

Beklageligt, at dette brev findes nødvendigt i en ellers rimelig veldrevet kommune.