22. september 2021
"Det er vigtigt for grundejerne at sørge for, at deres indkørsler er indrettet  til fem affaldsspande," skriver Grethe Troensegaard i dette indlæg. Arkivfoto.
"Det er vigtigt for grundejerne at sørge for, at deres indkørsler er indrettet til fem affaldsspande," skriver Grethe Troensegaard i dette indlæg. Arkivfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Om affaldssortering igen, igen . . .

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Om affaldssortering igen, igen . . .
Debat Fredensborg - 02. august 2021 kl. 06:55
Af Grethe Troensegaard, Frederikkevej 6, Humlebæk

Visse opgaver er nye, og der er ikke noget erfaringsgrundlag at holde sig til. Sådan er det f.eks. med den nye affaldssortering, som nu udrulles - ikke bare til boligselskaber, men også til private.

Her kan man så undre sig over, at ordningen er blevet iværksat, uden at brugerne har været inde over. Spørger man f.eks. nogle byrådsmedlemmer, der ikke er medlem af de tekniske udvalg, kan de ikke svare på, om alle nødvendige procedurer har været taget i brug, inden man sagde: Go!

Et eklatant eksempel er boligområder med private boliger. Her går man frisk og frejdigt ud fra, at der er (da) plads til de fem (var det vist) store skraldespande.

I nogle kommuner har man løst denne problematik ved at tillade, at flere brugere (boligejere) får tilladelse til at slå sig sammen, således at ikke alle skal have fem spande stående i deres indkørsel. Men: Ikke i Fredensborg Kommune, hvor grundejere, der har en mindre grund/indkørsel, har fået nej.

Nogen kan sige, at det er et luksusproblem. Det kan godt være, men vi er nok mange, der netop gør noget specielt for, at vores indkørsel, dvs indgangen til vore boliger, udtrykker orden. Her er fem spande ikke netop et udtryk for, at man interesserer sig for æstetik.

Der er nogen, der så siger, at vi kan jo bare have spandene stående et andet sted og så rulle dem frem, når skraldevognen kommer. Vil det virke? Ikke efter min mening, for det kræver jo, at man skal være til stede og køre spanden ud, når vi ved, at der er afhentning.

Et andet æstetisk problem er, at mange af os har de "gamle" stativer med to poser. Her er det æstetiske heller ikke i højsædet. Hvad der ske med disse gamle stativer, er helt og aldeles grundejerens personlige ansvar! Dette problem har man løst i Helsingør, hvor man har fundet ud af, at stativerne kan genbruges - og man vil endda hente dem hos grundejerne!

Her skal jeg ikke gentage de mange diskussioner om, hvilken afstand fra borgerne til affaldsøer i visse boligforeninger man vil kunne acceptere. Der er heller ikke taget hensyn til, hvad man vil stille op, hvis en borger på grund af funktionsnedsættelse ikke kan gå til affaldsøerne. Hvad vil disse borgere gøre med deres mange affaldsfraktioner? Det er åbenbart svært at forstå, at selv en afstand på 80 m vil være umulig for visse borgere. Desuden skal man jo også hjem igen, så der er tale om 160 m. Bemærkninger om at der er tale om en form for træning, giver jeg ikke meget for. Man skal have prøvet at have smerter , bare ved småture! Det hedder med et fint ord at have en kort gangdistance. Jeg savner her et forslag fra f.eks. kommunens tilgængelighedskoordinator om, hvordan man har tænkt sig at løse det problem for vore borgere med funktionsnedsættelse.

For at kunne forstå, hvad der vil være hverdagen, når affaldshåndteringen er en realitet, er det ikke nok med nogle glittede brochurer, når spandene er leveret. Det må også være vanskeligt for byrådsmedlemmer, der ikke er medlem af et teknisk udvalg, at følge med i, hvad der foregår. Det forekommer også lidt pudsigt, at byrådet (nok) vælger at skulle godkende hele konceptet i december, når valget til det nye byråd har fundet sted. Tankevækkende !

Hvis jeg skal konkludere: 1) det er vigtigt for grundejerne at sørge for, at deres indkørsler er indrettet til fem affaldsspande ! Om der er plads til bilen i indkørslen, er åbenbart mindre vigtigt. 2) For ældre og mennesker med funktionsnedsættelse er det vigtigt at sørge for, at kommunen træder hjælpende til. Her må vi gå ud fra, at der i det kommende budget reserveres midler til yderligere hjemmehjælp, så borgerne ikke drukner i affald. Forslag om, at "naboen kan da bare tage affaldet med" vil jo aldrig fungere i praksis, og det er jo heller ikke meningen.

Synes du, at kommunen er der for dig?